Arbejdstilsynet ruller ny 2020-strategi ud
Den 1. januar begynder Arbejdstilsynet at udføre det nye risikobaserede tilsyn. Det indebærer, at tilsynet målrettes mod de virksomheder, hvor problemerne forventes at være størst. Samtidig vil Arbejdstilsynet styrke dialogen med virksomhederne og vejlede om, hvordan sundhedsfremme kan øge både trivsel og produktivitet. Endvidere indføres en bagatelgrænse, så Arbejdstilsynet ikke skal give påbud om arbejdsmiljøproblemer, som er bagateller. Dermed bliver der for alvor taget hul på den nye strategi for arbejdsmiljøindsatsen frem til 2020.
Et bredt flertal i Folketinget vedtog i foråret 2011 en ny strategi for den kommende arbejdsmiljøindsats. En strategi, der indeholder ambitiøse mål for reduktion af de tre væsentligste arbejdsmiljøproblemer på arbejdsmarkedet: Alvorlige ulykker, muskel- og skeletbesvær samt psykisk arbejdsmiljø. Og en strategi, der indeholder en række nye instrumenter i tilsynet med virksomhederne, som skal bidrage til, at målene nås.
– Arbejdstilsynet har i de sidste syv år kontrolleret arbejdsmiljøet i alle virksomheder med ansatte. Det betyder, at vi har opnået en stor viden om virksomhederne. Det er i høj grad den viden, som er fundamentet for det nye risikobaserede tilsyn, siger Arbejdstilsynets direktør, Jens Jensen. – I dag ved vi således både, hvordan arbejdsmiljøet er i den enkelte virksomhed, og hvordan arbejdsmiljøniveauet er i de forskellige brancher. Derfor kan vi nu målrette vores arbejde mod de virksomheder, hvor risikoen for et dårligt arbejdsmiljø er størst. På den måde får vi både mere og bedre arbejdsmiljø for pengene, siger han.
Dialog om problemer og løsninger
En god dialog med virksomheden går ofte hånd i hånd med forbedringer af arbejdsmiljøet. Derfor er dialog den røde tråd gennem hele tilsynsforløbet.
– Det vigtigste for Arbejdstilsynet er at sikre, at virksomhederne tager hånd om deres arbejdsmiljø, og at de får løst de problemer, som de måtte have, på en god måde. Derfor tager dialogen udgangspunkt i de erfaringer, som den enkelte virksomhed allerede har med arbejdsmiljøet. Vi tror, at det er et godt fundament at bygge videre på, når man skal motivere og hjælpe virksomhederne til selv at forebygge og løse deres arbejdsmiljøproblemer, siger Jens Jensen.
– Målet er, at virksomhederne styrker det daglige arbejde med at forbedre arbejdsmiljøet. Derfor handler dialogen også om, hvordan den enkelte virksomhed både kan løse det konkrete problem, og overføre erfaringen til andre områder, så virksomheden kan forhindre nye arbejdsmiljøproblemer i at dukke op, siger han.
Dialogen erstatter ikke kontrol og påbud, understreger Jens Jensen. – Arbejdstilsynet er en myndighed og vil fortsat give påbud osv., når vi konstaterer væsentlige overtrædelser af arbejdsmiljøreglerne, siger han.
Vejledning om sundhedsfremme
Sunde medarbejdere, der trives, har ofte et lavere sygefravær og skifter sjældnere job. Derfor vil Arbejdstilsynet vejlede om, hvordan virksomhederne kan supplere det lovpligtige arbejdsmiljøarbejde med aktiviteter, der fremmer medarbejdernes sundhed.
– Vi ved, at sundhedsfremmeaktiviteter kan have stor betydning for medarbejdernes trivsel på jobbet, og at virksomhederne oplever, at det har indflydelse på deres produktivitet. Vi ved også, at sundhedsfremmeaktiviteter virker bedst og er mest effektive, når de tænkes ind i virksomhedens arbejdsmiljøindsats, siger Jens Jensen. – Derfor vil vi fremover tilbyde virksomhederne vejledning om sundhedsfremme. Det er frivilligt for virksomhederne at tage imod denne vejledning, men jeg er sikker på, at rigtigt mange vil være interesserede og lytte med, når de hører om de fordele, som et øget fokus på sundhed kan betyde for den enkelte virksomhed, siger han.
Hjælp til små virksomheder
For små virksomheder kan håndteringen af arbejdsmiljøet være en relativt stor opgave sammenlignet med større virksomheder, hvor der er flere ressourcer og en arbejdsmiljøorganisation til at stå for det daglige arbejdsmiljøarbejde. Et af de nye instrumenter i den nye arbejdsmiljøstrategi er derfor, at Arbejdstilsynet i højere grad end tidligere vil vejlede små virksomheder med 1-4 ansatte om, hvordan de kan løse deres arbejdsmiljøproblemer.
– Fra årsskiftet skal Arbejdstilsynet øge indsatsen over for de helt små virksomheder med styrket vejledning, oplyser Jens Jensen. – Det vil bl.a. være i form af konkrete eksempler på, hvordan problemer kan løses. Dermed bliver de små virksomheder langt bedre i stand til at sikre et godt arbejdsmiljø for deres ansatte, siger han.
Bagatelgrænse
Indførelse af en bagatelgrænse er det sidste større element i det nye tilsyn fra nytår.
- Vi indfører nu en bagatelgrænse, så Arbejdstilsynet ikke giver påbud om minimale overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen. På den måde kan vi koncentrere kræfterne om de væsentlige arbejdsmiljøproblemer og på den måde opnå en yderligere fokusering af tilsynsarbejdet.
Et solidt løft
Jens Jensen ser frem til de første erfaringer med det nye risikobaserede tilsyn og de andre nye initiativer.
– Vi har forberedt os grundigt, men vil naturligvis opsamle erfaringer og indtryk fra den første tid. Både fra vores egne folk og fra virksomheder og arbejdsmarkedets parter. På den måde vil vi hele tiden være på forkant og sikre, at indsatsen fungerer efter hensigten og bidrager bedst muligt til at forbedre arbejdsmiljøet, siger Jens Jensen.
– Først og fremmest glæder jeg mig dog nu til at vi skal i gang, for jeg er sikker på, at initiativerne i den nye arbejdsmiljøstrategi vil føre til et godt og solidt løft af arbejdsmiljøet, siger han.
Risikobaseret tilsyn og hvad betyder det for virksomheden?
- Risikobaseret tilsyn er en ny tilsynsform, som Arbejdstilsynet tager i brug i 2012.
- Risikobaseret tilsyn afløser tilsynsformerne screening, tilpasset tilsyn og opfølgningsbesøg.
- Risikobaseret tilsyn målrettes – i højere grad end screeningerne – mod de virksomheder, som forventes at have problemer i arbejdsmiljøet.
- Risikobaseret tilsyn indebærer, at virksomhederne som hovedregel kontaktes telefonisk 1-4 måneder, inden Arbejdstilsynet kommer på besøg.
- Risikobaseret tilsyn indebærer, at Arbejdstilsynet gennemgår hele virksomhedens arbejdsmiljø. Langt de fleste tilsyn gennemføres ved ét besøg.
- Risikobaseret tilsyn indebærer, at virksomheder med materielle arbejdsmiljøproblemer eller vejledning om psykisk arbejdsmiljø får et nyt risikobaseret tilsynsbesøg 12-18 måneder efter det første besøg.
Publiceringsdato: 07-12-2011
Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere - Agro Food Park 13 - Skejby - 8200 Århus N - Tlf: 87403400 - Fax: 87403434 - Email: