Det er ikke ualmindeligt at medarbejdere ved landbruget har fået en bolig stillet til rådighed i forbindelse med deres ansættelse. Hvis der er tale om en tjenestebolig, betragtes medarbejderen som fastansat og har dermed et opsigelsesvarsel på 3 måneder til en 1. i en måned. Hvis boligen blot er lejet af medarbejderen, er medarbejderen ikke automatisk at betragte som fastansat. Opsigelsesvarslet vil så være på 14 dage. Det har Arbejdsretten fastslået i en konkret sag, hvor der var uenighed om, hvorvidt en medarbejder var blevet afskediget med det rigtige opsigelsesvarsel.
Sagen var den, at et gods på grund af manglende arbejde opsagde en traktorfører med 14 dages varsel. Medarbejderen havde haft en bolig stillet til rådighed. Der var for denne bolig betalt en husleje på 2.400 kr. pr. måned. Medarbejderen var ansat som landbrugsarbejder, og der var udarbejdet et almindeligt ansættelsesbevis. Der forelå ingen skriftlig aftale om leje af boligen.
Efter at sagen havde været gennem hele turen i det fagretlige system, skulle sagen afgøres endeligt i Arbejdsretten. I Arbejdsretten slog dommeren fast, at en tjenestebolig forudsætter, at der foreligger helt sikre holdepunkter for en aftale om, at der er tale om en tjenestebolig. Der skal foreligge en klar aftale i en kontrakt. Ellers er der tale om en lejebolig. Dette betyder, at medarbejderen ikke automatisk betragtes som fastansat arbejder.
Konklusionen efter sagen er, at der vil være tale om fastansættelse, hvis en medarbejder har fået stillet en bolig til rådighed vederlagsfrit i tilknytning til ansættelsen. Hvis der betales husleje for boligen, skal der være indgået en skriftlig aftale om, at der er tale om en tjenestebolig og dermed fast ansættelse med det lange opsigelsesvarsel.