Bonusordningen for elever fortsætter i 2011
Folketinget har i dag vedtaget at forlænge elevpræmieordningen for hele 2011. Bonussen for at ansætte elever under erhvervsuddannelse forhøjes fra højst 32.000 kr. til 52.000 kr. Bonussen udbetales til arbejdsgiveren i fire lige store rater, hvis uddannelsesaftalen fortsat er i kraft. Præmien på 18.000 kr. for prøvetiden fastholdes uændret. Det betyder, at den samlede bonus kan udgøre op til 70.000 kr.
Lovændringen skal tilskynde til, at arbejdsgiverne indgår længere uddannelsesaftaler og nye praktikaftaler. Det forventes at lovforslaget vil skaffe 7.400 ekstra uddannelses- og praktikaftaler i 2011.
I forbindelse med lovændringen forhøjes arbejdsgiverbidraget til Arbejdsgivernes Elevrefusion med 290 kr. pr. år. pr. fuldtidsbeskæftiget.
Loven træder i kraft den 15. november 2010. Loven finder anvendelse for uddannelsesaftaler indgået fra og med den 5. november 2009, hvis prøvetiden ikke er udløbet den 15. november 2010. For så vidt angår uddannelsesaftaler indgået efter den 15. november 2010, er det en betingelse, at aftalen påbegyndes senest 3 måneder efter aftalens indgåelse.
Vi vil vende tilbage med yderligere information, når der foreligger flere oplysninger om de administrative regler for udbetaling af bonus.
Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere - Agro Food Park 13 - Skejby - 8200 Århus N - Tlf: 87403400 - Fax: 87403434 - Email: