Når en udenlandsk lønmodtager tager bopæl i Danmark og medbringer et køretøj på udenlandske nummerplader bliver det aktuelt at overveje dansk registrering af bilen. En ny vejledning fra SKAT af 24.9.2009 orienterer herom.
Køretøjet skal registreres inden 14 dage
Tager du et køretøj med til Danmark, og tager du bopæl i Danmark, skal køretøjet registreres på danske nummerplader inden 14 dage efter ankomsten, og du skal betale registreringsafgift.
Når du har bopæl i Danmark, må du ikke anvende et køretøj, der er registreret i udlandet. Du har også bopæl i Danmark, hvis du fx opholder dig her i landet i et år eller mere, eller hvis du har opholdt dig her i 365 dage inden for de sidste 24 måneder.
Er du i tvivl, om du har bopæl i Danmark, kan du spørge SKAT. Det gør du ved at udfylde blanket nr. 21.059. Blanketten findes også på engelsk (21.059E). Du finder blanketterne på www.skat.dk. Vælg Borger - Blanketter.
Har du et køretøj, der har været registreret i et andet EU-land, kan du indføre køretøjet momsfrit, hvis det har kørt mere end 6.000 km og er mere end seks måneder gammelt. Du skal normalt betale told og moms for køretøjer fra ikke EU-lande.
Afgifter og ansvarsforsikring
Når køretøjet skal registreres med danske nummerplader, skal du betale registreringsafgift.
Har du ophold i mellem et og tre år, kan du søge SKAT om tilladelse til at betale registreringsafgiften kvartalsvis forud. Du søger ved at udfylde blanket nummer 21.033 (dansk version) eller blanket nummer 21.036 (engelsk version). Du finder blanketterne på www.skat.dk. Vælg Borger - Blanketter.
Du skal betale årlige afgifter (vægtafgift eller grøn ejerafgift), når dit køretøj er registreret i Danmark. Afgifterne afhænger bl.a. af køretøjet, og hvordan du bruger det. Du kan kontakte SKAT for flere oplysninger.
For at indregistrere et motorkøretøj i Danmark, skal du først tegne en ansvarsforsikring. Du kan kontakte et forsikringsselskab for flere oplysninger.
Henvend dig til et skattecenter, når køretøjet er synet
Før køretøjet kan registreres med danske nummerplader, skal en synsvirksomhed foretage dels et almindeligt teknisk syn, og dels et toldsyn for at fastslå køretøjets identitet, km-stand, udstyr og generelle stand.
Efter synet skal du møde op på et skattecenter. Du finder det nærmeste skattecenter på www.skat.dk under Kontakt.
Du skal medbringe:
- Synsblanketten og toldsynsblanketten fra synsvirksomheden
- Den udenlandske registreringsattest
- Evt. kvittering for betaling af told (ved indførsel fra ikke EU-lande)
- Penge til at betale afgiften
- Anmeldelsesblanket (blanket nummer 21.016).Du finder den på www.skat.dk.
Vælg Borger - Blanketter.
SKAT vil herefter beregne registreringsafgiften ud fra køretøjets markedspris - inklusiv registreringsafgift - ved salg til en bruger her i landet. Den pris sammenholder vi med køretøjets oprindelige nypris og værditab. Du vil modtage en afgørelse om værdiansættelse fra os (blanket nummer 21.043).
Nummerplader
Når du har betalt registreringsafgiften, kan du få udleveret danske nummerplader i nummer-pladeekspeditionen i skattecenteret.
Du skal her medbringe:
- Synsblanketten og toldsynsblanketten fra synsvirksomheden
- Den udenlandske registreringsattest
- Forsikringsbevis
- Afgørelsen om værdiansættelse
- Kvittering for betalt registreringsafgift
- Penge til betaling af nummerplader (1.180 kr. for biler).
Hvis du flytter fra Danmark
Flytter du fra Danmark og tager dit køretøj med dig, kan du søge om at få tilbagebetalt et beløb, hvis der er betalt registreringsafgift.
Beløbet svarer til den registreringsafgift, der skulle betales, hvis det samme køretøj blev indført fra udlandet minus 15 procent, dog mindst 7.500 kr. for personbiler og 4.000 kr. for varebiler og motorcykler.
Du søger ved at udfylde blanket nummer 21.044 (dansk). Du finder den på www.skat.dk. Vælg Borger - Blanketter.
Mere information
Du kan kontakte SKAT på telefon 72 22 18 18 eller via e-mail på www.skat.dk/kontakt.
Serienummer P nr. 100
Version 1.1 digital
ISBN-nummer 978-87-7059-705-0
Dokumenttype Vejledning til borgere
Overemner-emner - Motor – Registrerings- og vejbenyttelsesafgift
- Motor – Indregistrering og vægtafgift