Der bør være registrering af effektiv arbejdstid
Arbejdstiden er effektiv og placeres af arbejdsgiveren under hensyntagen til virksomhedens tarv og arbejdernes forhold. Alligevel overlader mange arbejdsgivere det til de ansatte selv at føre regnskab med arbejdstiden. Det er en farlig praksis, som kan ende med at koste arbejdsgiveren dyre lærepenge.
Vi har nu i mange år overenskomstmæssigt haft en 37 timers arbejdsuge, som arbejdsgiveren har kunnet disponere over ved at bestemme den daglige effektive arbejdstid, lægge pauser m.v. Ud fra driftsmæssige motiver kan en individuel arbejdstid placeres, men fortsat således at 37 timers arbejdsugen er udgangs-punktet.
Overarbejde, arbejde på forskudttid, arbejde i weekends kan være driftsmæssigt nødvendigt og bevirke dels flere timer end 37 pr. uge og dels også en overens-komstmæssigt fastsat ekstrabetaling. For at sikre, at både arbejdstidsregler og betalingsregler overholdes, er det nødvendigt at arbejdsgiveren fører dagligt regnskab med arbejdstiden for hver medarbejder.
Mange medlemmer af GLS-A overlader det til medarbejderen selv at føre timeregnskab. Det er ikke nogen god ide.
Arbejdsgiveren har retten til at lede og fordele arbejdet og en del heraf er pligten til at sikre overholdelse af overenskomsten og dermed korrekt lønudbetaling.
Det kan arbejdsgiveren kun sikre, hvis han også forestår en registrering af hver medarbejders arbejdstid.
Gør arbejdsgiveren ikke det, må han påregne, at det vil komme ham til skade ved en eventuel arbejdsretlig sag om arbejdstid/løn.
GLS-A kan som service til medlemmerne gratis levere arbejdsblokke, hvorpå arbejdstiden kan registreres.
Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere - Agro Food Park 13 - Skejby - 8200 Århus N - Tlf: 87403400 - Fax: 87403434 - Email: