Elever over 25 år anbefales aflønnet som voksne
I overenskomsterne mellem 3F og GLS-A defineres voksne elever som elever, der ved uddannelsesaftalens indgåelse er fyldt 25 år. Det anbefales, at disse elever lønnes som voksne arbejdere. Hvis den voksne elev har arbejdet i virksomheden i mindst 12 måne- der før uddannelsesaftalens indgåelse, skal vedkommende lønnes som voksen arbejder.
I den konkrete sag blev en kvinde, der var fyldt 25 år, ansat som landbrugselev i en landbrugsvirksomhed med produktion af smågrise. Kvinden havde forinden arbejdet i ca. 3 måneder i en anden landbrugsvirksomhed, hvor hun havde været beskæftiget med pasning af slagtesvin. Landbrugsvirksomheden valgte at tilbyde den pågældende ansættelse på almindelige elevvilkår (ung elevløn) – hvilket indebar, at lønnen var noget lavere end den anbefalede løn til voksne elever. Efter at eleven efter eget ønske var fratrådt fordi hun havde fundet en anden praktikplads, rejste 3F en sag mod landbrugsvirksomheden med bl.a. krav om, at vedkommende skulle aflønnes som voksen arbejder.
Ifølge overenskomsten anbefales det, at eleven aflønnes som voksen arbejder – det vil sige med laveste løn til ufaglærte arbejdere.
Ved den faglige voldgift gjorde 3F gældende, at en anbefaling fra overenskomstparterne som udgangspunkt skal følges. Fra arbejdsgiverside var man ikke enig i dette, idet man gjorde gældende, at en anbefaling måtte betyde, at arbejdsgiveren har en mere fri adgang til at vurdere, hvilken løn han vil tilbyde.
Opmanden – der er højesteretsdommer – fandt, at det i den konkrete sag var vanskeligt at finde holdepunkter for at give medhold i, at der skulle betales løn til voksne. Hertil var der fremlagt for få oplysninger om den pågældende. Opmanden medgav dog arbejdsgiversiden, at 3 måneders erfaring med pasning af slagtesvin ikke var et tilstrækkeligt erfaringsgrundlag til at forpligte virksomheden til at betale eleven løn som voksen.
På anbefaling fra opmanden blev sagen forligt. Virksomheden skulle ikke betale løn som voksen arbejder, men måtte efterbetale løn efter kontrakten, overarbejds- og weekendbetaling samt en godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis.
På grundlag af den konkrete sag kan det konkluderes, at der ved ansættelse af elever, der er fyldt 25 år
-
altid skal betales løn som voksen arbejder, når eleven forinden har arbejdet i virksomheden i mindst 12 måneder
-
når eleven har arbejdet i mindre end 12 måneder i virksomheden anbefales det, at vedkommende aflønnes som voksen arbejder
-
når eleven ansættes – uden forudgående ansættelse i virksomheden – anbefales det også, at vedkommende aflønnes som voksen arbejder
-
anbefaling betyder i den forbindelse, at virksomheden skal have saglige grunde til ikke at tilbyde løn som voksen arbejder
-
saglige grunde kan f.eks. være, at eleven ikke har forudgående, praktisk erfaring inden for arbejdsområdet, eller at den opnåede erfaring kun er ganske kortvarig, dvs. væsentlig mindre end 12 måneder
-
elever, der får løn som voksne, skal også have sædvanlig indbetaling af bidrag til arbejdsmarkedspension, når de i øvrigt opfylder betingelserne for dette.
Reglerne gælder også, når virksomheden ansætter udlændinge i en erhvervsuddannelse. Når eleven er fyldt 25 år ved uddannelsesaftalens indgåelse bør man nøje undersøge elevens erhvervserfaring for at kunne afgøre, om man skal følge anbefalingen om at betale voksen løn eller om man kan betale sædvanlig elevløn som til unge elever.
Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere - Agro Food Park 13 - Skejby - 8200 Århus N - Tlf: 87403400 - Fax: 87403434 - Email: