Log på Oversigt Forside
Overenskomster
De kollektive overenskomster kan du hente her på hjemmesiden.

Vis alle
Husk at få planlagt restferie, der skal holdes inden 30. april 2010  

Ifølge ferieloven skal ferien afholdes i ferieåret, der løber fra den 1. maj til den 30. april året efter. Ferie optjent i kalenderåret 2008 skal således være afholdt inden 30. april 2010. Arbejdsgiveren fastsætter efter forhandling med lønmodtageren, hvornår ferien skal afholdes. Dette skal ske under hensyntagen til virksomhedens drift og så vidt muligt efter medarbejderens ønske. Arbejdsgiveren skal varsle restferie 1 måned forud for feriens begyndelse. Det er derfor nu, at afholdelse af resterende ferie for virksomhedens medarbejdere skal planlægges.

Når en medarbejder holder ferie, sker dette med udbetaling af optjente feriepenge (typisk for timelønnende) eller med løn i ferien (typisk for månedslønnede).

Efter ferieloven har en medarbejder ret til 5 ugers ferie pr. år. Af disse 5 uger er der pligt til at afholde 4 ugers ferie. Der er således mulighed for at aftale, at den 5. ferieuge ikke afholdes inden ferieårets udløb. Hvis den 5. ferieuge ikke er afholdt, har medarbejderen ret til at få sine feriepenge eller lønnen for ferien udbetalt. Det er også muligt at aftale, at den 5. ferieuge overføres til det efterfølgende ferieår og afholdes her i stedet.

Arbejdsgiveren skal gøre sig klart, at manglende afholdelse af den 5. ferieuge giver medarbejderen en ret til at få feriepengene eller lønnen for ferien udbetalt. Derfor er det vigtigt, at man nu i god tid inden ferieårets udløb overvejer og planlægger, hvorledes medarbejdernes resterende ferie skal afholdes. Glemmer man at få varslet ferie for en medarbejder, der har ret til løn under ferie, kan dette medføre, at vedkommende kan kræve at få lønnen for den 5. ferieuge udbetalt kontant. Tilsvarende kan en medarbejder, der holder ferie med feriepenge, kræve at få feriepengene for den 5. ferieuge udbetalt kontant.

Et godt råd er derfor, at man allerede nu overvejer hvorledes virksomhedens driftsmæssige forhold vil være frem til den 30. april, således at man kan få drøftet tilrettelæggelsen af restferie med medarbejderne og i givet fald få varslet restferien formelt til afholdelse inden ferieårets udløb.

Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere - Agro Food Park 13 - Skejby - 8200 Århus N - Tlf: 87403400 - Fax: 87403434 - Email: 
Login
Glemt kodeord?