HK-kompetencefonden yder tilskud til kurser og efteruddannelse
HK-GLS-A kompetencefonden yder tilskud til kurser og efteruddannelse til medarbejdere omfattet af overenskomsten.
Kompetencefonden yder støtte til uddannelse lige fra folkeskolens afgangsprøver til diplomgrader. Støtten udgør som udgangspunkt 170 kr. pr. time fratrukket eventuel offentlig løntabsgodtgørelse. Ved deltagelse i AMU-kurser, hvor medarbejderen er berettiget til VEU-godtgørelse, udbetales 110,97 kr. pr. time i tilskud. Der ydes også - efter en individuel vurdering i kompetencefondens bestyrelse - støtte til deltagelse i private kurser. For private, interne kurser i landbrugets rådgivningsvirksomheder og i DLBR-regi ydes et tilskud på 90 kr. pr. time.
Kompetencefonden er etableret som følge af overenskomsten indgået mellem HK/Privat og GLS-A i 2008. Virksomhederne yder et bidrag til fonden på 520 kr. pr. fuldtidsbeskæftiget medarbejder under overenskomsten. Disse bidrag udgør fondens økonomiske grundlag for at kunne yde støtte til kurser og efteruddannelse.
Der ydes tilskud under forudsætning af, at der er midler i fonden. Der kan reserveres tilskud til kurser og uddannelse i op til 3 måneder frem fra ansøgningstidspunktet.
Kompetencefondens bestyrelse kan efter overenskomsten til enhver tid ændre reglerne for tilskud.
Kompetencefondens økonomiske midler er p.t. opbrugt, hvorfor der ikke kan ydes tilskud til uddannelse. Fonden opkræver bidrag for 2011 primo 2012 og det forventes, at der igen vil være midler til udbetaling i marts 2012. Fondens bestyrelse har besluttet, at kurser og uddannelse, der gennemføres i perioden indtil der igen er midler til rådighed, vil være tilskudsberettigede, men at tilskuddet først udbetales i marts 2012.
Få inspiration til uddannelse på www.selvvalgtuddannelse.dk , hos et af de 13 VEU-centre eller direkte hos den relevante uddannelsesinstitution.
HK/Privat og GLS-A håber, at medarbejdere og arbejdsgivere vil benytte sig af de muligheder, som fonden giver, så pengene kan komme ud og arbejde efter formålet – at sikre udvikling af medarbejdernes kompetencer for at bevare og styrke medarbejdernes beskæftigelsesmuligheder og samtidig bidrage positivt til virksomhedernes konkurrenceevne og udviklingsmuligheder.
GLS-A varetager den daglige sekretariatsfunktion for HK-kompetencefonden.
Du kan læse mere om at søge tilskud fra kompetencefonden [klik her]
Hent ansøgningsskema [klik her]
Kontakt til VEU-centre [klik her]
Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere - Agro Food Park 13 - Skejby - 8200 Århus N - Tlf: 87403400 - Fax: 87403434 - Email: