Ny undersøgelse af arbejdsmiljøet i grøntsagsgartnerier (bioaerosoler)
Ny undersøgelse af arbejdsmiljøet i grøntsagsgartnerier vedrørende luftbårne koncentrationer af svampe og bakterier (bioaerosoler) og gartneriarbejderes risiko for at udvikle luftvejslidelser
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) har netop offentliggjort resultaterne af et forskningsprojekt vedr. tilstedeværelsen af støv, svampe og bakterier, som gartnerimedarbejdere risikerer at inhalere i forbindelse med udførelsen af arbejdet i agurk- og tomatgartnerier. Resultaterne af undersøgelsen har medført, at det nu fremgår i pressen, at arbejdsmiljøet i gartnerierne er sundhedsskadelig og f.eks. kan medføre, at medarbejderne udvikler astma.
Det er nyt for branchen, at gartneriarbejdere har risiko for at udvikle lungesygdomme som f.eks. astma. I dagligdagen er det ikke et synligt arbejdsmiljøproblem som man støder på gartnerierne. Det fremgår heller ikke af tidligere undersøgelser af branchens arbejdsmiljø. I en større undersøgelse fra 2003, som involverede alle gartnerier i østjylland (tidligere Århus Amt), undersøgte Afdelingen for Folkesundhed, Socialmedicinsk Enhed i Århus arbejdsmiljøet i branchen generelt, herunder også årsager til medarbejdernes fravær. Der var ingen dokumentation eller indikationer i denne undersøgelse om, at gartnerimedarbejdere har helbredsproblemer i form af lungelidelser, ligesom det heller ikke er en problemstilling, som er fremtrædende eller dokumenteret i relation til arbejdsskadestatistikkerne.
Det fremgår da også af NFA’s undersøgelse, at der er flere forskellige faktorer, der påvirker medarbejdernes eksponering. De målte koncentrationer varierer afhængig af produktionsmiljø, arbejdsopgaver, kulturer og vækststadie mv. De målte koncentrationer vurderes som høje i forbindelse med udførelse af specifikke, konkrete arbejdsprocesser, mens målinger, som er gennemført ved stationære målestationer i gartnerierne beskrives som lave. Ud fra undersøgelsens resultater er der derfor heller ikke belæg for at konkludere, at det er sundhedsskadeligt at opholde sig væksthuse generelt.
Tilstedeværelsen af luftbårne svampe og bakterier i arbejdsmiljøet er naturligt forekommende i udendørsluft, og der er ikke fastsat nogen grænseværdier i Danmark i forhold til forekomsten i arbejdsmiljøet. Men inden vi iværksætter begrænsninger eller foranlediger unødig ængstelse i væksthusgartnerierne vil det være hensigtsmæssigt at få mere dokumenteret viden. Det bliver der også mulighed for nu.
På baggrund af NFA’s undersøgelse starter nemlig et nyt projekt op, som skal undersøge den reelle sundhedsrisiko for de beskæftigede i gartnerierne og hvad man evt. kan gøre for at forebygge risikoen. Medarbejdernes helbred bliver undersøgt i flere omgange og der foretages mere præcise målinger af den eksponering de er udsat for. Projektet er et samarbejde mellem forskere på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet. Projektets samarbejdspartnere er både potteplantegartnerier og grøntsagsgartnerier, som således har åbnet dørene for projektet og dermed støtter op om behovet for mere viden på området.
Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere - Agro Food Park 13 - Skejby - 8200 Århus N - Tlf: 87403400 - Fax: 87403434 - Email: