PRESSEMEDDELELSE 8. JANUAR 2010
”Ugens ulykke” sætter spot på ulykker i landbruget
Landbruget vil knække ulykkeskurven med en ny kampagne, der hver uge præsenterer en aktuel arbejdsulykke. Det skal fastholde landmændenes opmærksomhed om sikkert arbejdsmiljø.
3000 ulykker om året, der kræver skadestuebehandling.
Det er de dystre kendsgerninger for landbrugserhvervet som arbejdsplads. For at højne opmærksomheden om at uheld og ulykker kan have mange årsager, sætter Jordbrugets Arbejdsmiljøudvalg, BAR Jord til Bord nu gang i en kampagne, der løber resten af 2010.
Hver uge præsenteres en aktuel ulykke i LandbrugsAvisen, der er landmændenes fagblad. Ulykkens årsag og konsekvenser beskrives, og der gives gode råd om, hvordan ulykken kunne være undgået.
Se ugens ulykke her
En af folkene bag kampagnen er Tormod Overby, arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret. Hans forventer, at den løbende opmærksomhed om ulykkerne kan styrke landmændenes bevidsthed om ulykkesrisikoen.
- Det er som med farten i trafikken. Vi ved godt, at vi skal passe på, men jo oftere vi bliver mindet om det, desto større chance er der for at vi husker det. Kampagnen viser også vejen frem ved at pege på metoder til at undgå uheldene. Vores håb er, at landmændene og deres medarbejdere vil tage budskaberne til sig og tage en dialog om sikkerhed med udgangspunkt i de enkelte case-ulykker, som vi beskriver, siger Tormod Overby.
Følg statistikken
I forbindelse med ugens ulykke vil man kunne følge antallet af alvorlige arbejdsulykker i landbruget i 2010. Det vil sige ulykker, der har medført amputation, knoglebrud eller andre alvorligere skader.
Bernard Hinrichsen i Rødekro er en af de landmænd, der har oplevet uheldene på sin egen gård. Under flytning af en ko fik en medarbejder en finger i klemme. Fingeren blev så beskadiget, at det yderste led måtte amputeres.
Bernard Hinrichsen hilser kampagnen velkommen.
- Der sker alt for mange ulykker i landbruget, og det er vigtigt at gøre opmærksom på, hvordan vi kan undgå nogle af dem. Derfor er en kampagne, der løbende fortæller om ulykker en god ting, siger Bernard Hinrichsen, der understreger, at han og kollegerne i høj grad prøver at tænke sikkerhed ind i arbejdet.
- Men alting skal gå stærkt og mange medarbejdere har i dag ikke så stor rutine med arbejdet på en gård. Og så er der også tendens til at udvikle en ”Det går nok” -tankegang. Forhåbentlig kan kampagnen være med til at vise, at det gør den altså langtfra altid, siger Bernard Hinrichsen.
Se faktaark på BAR Jord til Bords hjemmeside