Særlig tilsynsindsats fra AT på foderfabrikker
Arbejdstilsynet (AT) vil fra 1. august til 31. december 2010 lave en særlig tilsynsindsats overfor
- fiske- og foderfabrikker
- svine-, kreatur- og fjerkræslagterier.
Alene virksomheder registreret i ovennævnte brancher vil modtage besøg. Grovvarevirksomheder, som f.eks. er registreret i en gros branchen, vil ikke modtage besøg i forbindelse med den særlige tilsynsindsats.
Arbejdstilsynet planlægger i perioden at besøge 75 virksomheder i de berørte brancher fordelt ud over hele landet. Dog vil langt de fleste besøg finde sted i Jylland, da det er her langt de fleste virksomheder indenfor brancherne ligger. Arbejdstilsynet vil fortrinsvis besøge virksomheder med mere end 10 ansatte.
Virksomheden varsles mindst 14 dage før besøget vil finde sted. Hvert besøg er planlagt til at vare 2 dage med deltagelse af to tilsynsførende.
Besøgene indledes som udgangspunkt med et møde mellem ledelsen og repræsentanter for de ansatte. Herefter vil der være rundgang på virksomheden, hvor arbejdstilsynet foretager observationer og indhenter oplysninger fra ledelsen og ved samtaler med medarbejderne. Endelig afsluttes besøget med et møde med ledelsen og en repræsentant for medarbejderne – ofte sikkerheds-repræsentanten, hvor Arbejdstilsynet gør rede for udfaldet af den særlige tilsynsindsats på virksomheden.
Under den særlige tilsynsindsats er fokus rettet mod ergonomi og psykisk arbejdsmiljø.
De ergonomiske fokusområder er:
- Ensidigt, belastende eller ensidigt, gentaget arbejde
- Arbejdsstillinger og –bevægelser
- Tunge løft
- Træk og skub.
Fokusområder i indsatsen med hensyn til det psykiske arbejdsmiljø er:
- Stor arbejdsmængde og tidspres
- Traumatiske hændelser (alvorlige arbejdsulykker)
- Skiftende arbejdstider og natarbejde
- Mobning.
Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere - Agro Food Park 13 - Skejby - 8200 Århus N - Tlf: 87403400 - Fax: 87403434 - Email: