Dårligt arbejdsmiljø, dårlige løn- og ansættelsesforhold og ulig konkurrence. Der er mange gode grunde til at føre tilsyn med udenlandske virksomheder, der overtræder de danske regler. Derfor udbygges nu de allerede skærpede regler for anmeldelse af udenlandske virksomheder i RUT.
”Det ser ud til, at der er flere udenlandske virksomheder i Danmark, end der er anmeldt. Vi skal vide, hvor arbejdet er, for at kunne føre ordentligt tilsyn. Derfor er det vigtigt, at få alt udenlandsk arbejde anmeldt til registeret. Alle skal have et sikkert og sundt arbejdsmiljø, uanset hvilket land man kommer fra”, siger Jens Jensen, direktør i Arbejdstilsynet.
Nye regler over for udenlandske virksomheder
For at sikre lige forhold inden for de danske grænser blev det allerede i maj 2008 besluttet, at udenlandske virksomheder skulle anmelde sig i RUT. På det tidspunkt lød bøden for ikke anmeldte virksomheder på 5.000 kr. Fra juni 2010 skulle de udenlandske virksomheder oplyse en kontaktperson i Danmark og bøden blev fordoblet til 10.000 kr.
Fra 1. januar 2011 bliver også selvstændige uden ansatte omfattet af RUT-reglerne. Dermed har alle udenlandske virksomheder, hvad enten de har ansatte eller ej, pligt til at anmelde sig til RUT.
Desuden træder endnu en skærpelse i kraft med en hvervgiverpligt, det vil sige en pligt for den, der bestiller arbejdet. Pligten pålægger private og virksomheder at orientere Arbejdstilsynet, hvis den udenlandske virksomhed ikke kan dokumentere, at den er anmeldt i RUT. Gør hvervgiveren ikke det, kan de ligeledes idømmes en bøde på 10.000 kr. Hvervgiveren er den virksomhed eller person, som indgår aftale med den udenlandske virksomhed om at få udført en opgave.
Regler for særlige brancher
De nye hvervgiverpligter gælder kun i forhold til bestemte brancher. Reglerne gælder for opgaver inden for byggeri, anlægsarbejde og ”det grønne område”, dvs. gartneri, landbrug, skovbrug og havearbejde.
”De nye regler om hvervgiverpligt gælder kun inden for byggeri, anlægsarbejde og det grønne område. Det skyldes, at det er inden for de brancher, at vi møder flest udenlandske virksomheder,” siger Jens Jensen.
Uanmeldte udenlandske virksomheder
Når Arbejdstilsynet fører tilsyn, møder de udenlandske virksomheder, som ikke er anmeldt i RUT. Siden juni 2010 er ca. 1/5 af de udenlandske virksomheder, som Arbejdstilsynet har ført tilsyn med, blevet indstillet til bøde.
”Vi har fokus på de udenlandske virksomheder. Både når vi gennemfører vores normale tilsyn, og når vi følger op på henvendelser om udenlandske virksomheder. Jeg forventer, at de nye regler vil føre til flere RUT-anmeldelser”, siger Jens Jensen.
Arbejdstilsynet har desuden oplevet et stigende antal henvendelser om udenlandske virksomheder, der overtræder de danske regler, og forventer endnu flere anmeldelser som følge af de nye regler. Hvis man har mistanke om, at en udenlandsk virksomhed ikke er anmeldt i RUT, kan man anmelde det elektronisk til Arbejdstilsynet. Læs mere på www.at.dk/rut.
Fakta om RUT
RUT er et register, hvor alle udenlandske virksomheder skal anmelde alle deres opgaver i Danmark.
Gældende RUT-regler, som også gælder fremover:
-
Siden 1. maj 2008 har udenlandske virksomheder med ansatte, der udfører opgaver i Danmark, skullet anmelde sig i RUT (Registret for Udenlandske Tjenesteydere).
-
Siden 1. juni 2010 har udenlandske virksomheder med ansatte skullet oplyse en kontaktperson udpeget blandt de personer, som arbejder på opgaven i Danmark. Virksomhederne kan nu idømmes en bøde på 10.000 kr. (fordobling i forhold til tidligere), hvis de ikke er anmeldt i RUT.
Fra 1. januar 2011 træder følgende nye regler i kraft:
-
RUT-reglerne udvides til også at omfatte selvstændige uden ansatte
-
Hvis den udenlandske virksomhed arbejder inden for byggeri, anlægsarbejde og grønne serviceydelser (fx gartneri, landbrug, skovbrug og havearbejde), er den danske hvervgiver forpligtet til at underrette Arbejdstilsynet senest tre dage efter at arbejdet er påbegyndt, hvis den udenlandske virksomhed ikke kan dokumentere, at de er RUT-anmeldt. Gør hvervgivere ikke det, kan de idømmes en bøde på 10.000 kr.
-
Anmeldelse til RUT på virk.dk bliver digital.