Log på Oversigt Forside
Overenskomster
De kollektive overenskomster kan du hente her på hjemmesiden.

Vis alle
Chauffør kunne bortvises på grund af vold mod arbejdsleder 

Afskedigelsesnævnet har i en afgørelse givet en GLS-A medlemsvirksomhed medhold i, at det var berettiget at bortvise en chauffør, der havde været voldelig mod sin arbejdsleder. Chaufføren er medlem af 3F, der førte sagen for ham. 

Chaufføren havde med kortere afbrydelse været ansat i virksomheden i 33 år og var kendt som en god og fleksibel medarbejder. Chaufførens arbejdsleder henvendte sig en dag hos chaufføren, mens denne var ved at læsse sin bil, idet han ønskede at drøfte overholdelse af de procedurer, som virksomheden havde indført vedrørende service og reparation af virksomhedens lastbiler. Chaufføren havde i en periode haft mange småskader på det kørende materiel. Chaufføren erkendte under sin forklaring for Afskedigelsesnævnet, at han var vred under samtalen med arbejdslederen, men ville herudover kun erkende, at han havde prikket arbejdslederen på skulderen med 2 fingre. 

Overfor dette stod arbejdslederens forklaring om trusler og vold. Arbejdslederen havde overfor chaufføren fastholdt, at han ønskede at tale sig til en løsning med chaufføren om overholdelse af gældende procedurer, og at chaufføren havde truet ham, inden chaufføren til sidst slog ham i brystkassen med 2 knyttede hænder. Arbejdslederen forlod herefter straks læssepladsen og gik over på virksomhedens kontor. 

Afskedigelsesnævnet skulle i sagen tage stilling til en bortvisning, hvor der var modstridende forklaringer. Chaufføren stod alene med sin forklaring, mens direktøren for virksomheden og en af arbejdslederens kolleger kunne forklare, at arbejdslederen ryste var kommet tilbage til kontoret og havde forklaret, at han var blevet slået af chaufføren. Samtidig kunne arbejdslederen overfor direktøren og kollegaen fremvise et stort rødt mærke på brystkassen. 

På grundlag af de forklaringer der kom frem under sagen for Afskedigelsesnævnet, fandt formanden for nævnet, at det var godtgjort, at chaufføren var gået klart over stregen og havde udvist uacceptabel fysisk adfærd. Virksomheden blev derfor frifundet for en påstand om betaling af løn i opsigelsesperioden samt frifundet for betaling af en godtgørelse til den mangeårige chauffør. Bortvisningen af den voldelige chauffør var således i orden. 

Generelt kan bortvisning kun finde sted i tilfælde, hvor medarbejderen udviser grov misligholdelse af sine forpligtelser. Hvorvidt dette er tilfældet beror altid på en konkret vurdering. Det er arbejdsgiveren, som skal kunne dokumentere, at medarbejderen har udvist grov misligholdelse. I mange tilfælde har en medarbejder måske nok misligholdt sine forpligtelser, men ikke på en så grov måde, at det berettiger til bortvisning. I så fald vil arbejdsgiveren alene kunne opsige den pågældende medarbejder med det normale opsigelsesvarsel. Hvis det i en bortvisningssag lægges til grund, at der end ikke er baggrund for en opsigelse af medarbejderen, vil arbejdsgiveren blive dømt til at betale løn i opsigelsesperioden samt en godtgørelse for usaglig afskedigelse. Det er i sager af en karakter som den netop afgjorte af helt afgørende betydning, at arbejdsgiveren sikrer sig beviser for det, som er foregået. Det er derfor altid en god idé at drøfte en bortvisning eller afskedigelse med arbejdsgiverforeningen, inden man skrider til handling.

Publiceringsdato: 12-04-2011
Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere - Agro Food Park 13 - Skejby - 8200 Århus N - Tlf: 87403400 - Fax: 87403434 - Email: 
Login
Glemt kodeord?