I en ny aftale er regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre enige om en ambitiøs plan for arbejdsmiljøindsatsen frem mod 2020. I den nye aftale er der opstillet 19 initiativer, og der vil komme særlig fokus på arbejdsulykker, det psykiske arbejdsmiljø og muskelskeletpåvirkninger. Fælles for de tre områder er, at mange får alvorlige skader på helbredet, har langvarigt sygefravær og måske endda slet ikke kan arbejde længere og forlader arbejdsmarkedet. Som overordnede mål for arbejdsmiljøet i 2020 er parterne blevet enige om følgende:
- At antallet af alvorlige arbejdsulykker set i forhold til antallet af beskæftigede er reduceret med 25 procent
- At andelen af beskæftigede, der er psykisk overbelastede, er reduceret med 20 procent
- At andelen af beskæftigede, der har muskelskeletoverbelastninger, er reduceret med 20 procent
Aftalen anerkender, at et godt arbejdsmiljø kan have en positiv effekt på den danske økonomi, i form af færre sygedage og en længere periode på arbejdsmarkedet. I aftalen lægger man endvidere op til, at samarbejdet med virksomhederne skal blive bedre, og virksomhederne skal ikke se Arbejdstilsynets besøg som en belastning. Derfor indføres der også en bagatelgrænse, der betyder at virksomhederne og Arbejdstilsynet ikke skal bruge tid og ressourcer på mindre og ubetydelige forseelser.
I forbindelse med et bedre samarbejde, ønsker man i aftalen at forenkle rådgivningsordningen, så den giver mere mening for virksomhederne og bidrager til en reel forbedring af arbejdsmiljøet. Aftaleparterne ønsker desuden, at mindre virksomheder skal have mere og bedre hjælp til, hvordan de bedst muligt kan sikre medarbejderne et godt arbejdsmiljø.
Der vil i aftalen også blive indført et differentieret bødesystem, der betyder at større virksomheder vil få større bøde end mindre virksomheder. Dette tiltag skyldes, at man ønsker, at virksomhederne mærker bøden på samme måde, uanset størrelsen på virksomheden. Der vil blive differentieret efter antal ansatte.
Hos GLS-A ønsker vi, at der i fremtiden også bliver lagt vægt på dybdegående statistikker fordelt på de individuelle brancher. Kun på den måde kan man helt nøjagtigt præcisere, hvor indsatsen på arbejdsmiljøområdet skal forbedres. Derfor ønsker GLS-A, at Arbejdstilsynet i fremtiden vil satse meget mere på udarbejdelse af meget branche-nære statistikker, for på den måde at sikre succes frem mod 2020.
Aftalens konkrete mål og de 19 initiativer kan du finde her.