Pas på med de billige vikarer – faglig voldgift dømmer gartneri til at efterbetale overenskomstmæssig løn
I en netop afgjort faglig voldgift er et gartneri blevet dømt til at efterbetale overenskomstmæssig løn. Sagen vedrører, om man ved brug af vikarer fra et vikarbureau uden overenskomst er forpligtet til, at sikre vikarerne får dansk, overenskomstmæssig løn, eller om man blot kan acceptere det pristilbud vikarbureauet kommer med uden skelen til, hvad det indebærer af timeløn for vikaren.
I den nævnte sag fandt opmanden, at to vikarer havde arbejdet på lige fod med gartneriets egne medarbejdere, og da de samtidig var under instruktionsbeføjelse af gartneriets arbejdsledere, fandt han, at gartneriet skal efterbetale de to vikarer, idet de havde modtaget en løn der var væsentligt lavere end den overenskomstmæssige løn for ansatte i gartnerier.
Opmanden udtalte endvidere under sagen, at 3F har et medansvar i sagen, og derfor bør de afstå fra at videreføre sagen i Arbejdsretten med krav om bod. 3F har på det grundlag meddelt at man vil afstå fra bodskrav.
Publiceringsdato: 23-06-2011
Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere - Agro Food Park 13 - Skejby - 8200 Århus N - Tlf: 87403400 - Fax: 87403434 - Email: