Log på Oversigt Forside
Overenskomster
De kollektive overenskomster kan du hente her på hjemmesiden.

Vis alle
Vigtige afgørelser vedrørende udenlandske praktikanter 

I den første afgørelse er det slået fast, at EU-borgere kan ansættes i henhold til praktikantaftalen.  

3F fik således ikke ret i sin klage, hvori fagforbundet hævdede, at praktikantaftalerne alene kunne anvendes på personer, der ikke frit kan rejse ind i landet. Med andre ord mente 3F, at kun udlændinge, der via Udlændingeservice havde opnået arbejds- og opholdstilladelse som praktikant, kunne ansættes i henhold til praktikantaftalen. Opmanden fandt i sin afgørelse, at der ikke kan stilles krav til praktikanternes nationalitet. Det fremgår af praktikantaftalerne, at praktikanten skal have arbejds- og opholdstilladelse, men aftalerne opstiller ikke yderligere krav vedrørende nationalitet. EU-borgere har i kraft af reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed ret til at arbejde i Danmark uden at ansøge Udlændingeservice herom. I henhold til dommen kan EU-borgere derfor også for fremtiden ansættes som praktikanter, hvis de i øvrigt opfylder betingelserne herfor. 

I den anden afgørelse blev det fastslået, at udenlandske praktikanter ikke skal have pension. 

Både 3F og GLS-A har indtil marts i år praktiseret aftalen således at praktikanter ikke var berettiget til pension. Men efter en faglig voldgift i marts måned fastslog at praktikanter ikke var berettiget til løn under ikke optjent ferie på samme måde som elever under erhvervsuddannelsesloven, ændrede 3F synspunkt. Under sagen kom det frem, at 3F ved en genforhandling af praktikantaftalen i 2009 forsøgte at få gennemført krav om pension til udenlandske praktikanter, der modtager voksenløn. Dette blev imidlertid afvist af GLS-A.

Opmanden lagde ved afgørelsen vægt på, at begge parter indtil i år har praktiseret at der ikke skulle betales pension og på at 3F tidligere forgæves havde rejst krav om pension.

GLS-A er tilfreds med kendelserne, idet det uden tvivl bør være muligt at tage praktikanter fra andre EU lande. Samtidig er afgørelsen om pension vigtig, idet den viser, at 3F ikke via en afgørelse i en faglig voldgift kan søge at opnå det, som man ikke var i stand til at opnå ad forhandlingens vej.

GLS-A skal dog minde om, at virksomheder altid skal følge reglerne om udenlandske praktikanter. Det er således virksomhedernes eget ansvar, at en praktikant opfylder alle betingelserne for ansættelse efter praktikantaftalen. 

Kendelserne kan ses her.
1. Kendelse om praktikanter fra EU-lande
2. Kendelse om pension til praktikanter

Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere - Agro Food Park 13 - Skejby - 8200 Århus N - Tlf: 87403400 - Fax: 87403434 - Email: 
Login
Glemt kodeord?