Ny aftale om udenlandsk arbejdskraft giver vores medlemmer en stor fordel
Virksomheder i landbrug, skovbrug og gartneribrug, som har overenskomst, får adgang til fast-track-ordning med lavere lønkrav:
En ny aftale mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation sikrer, at virksomheder med overenskomst – herunder medlemmer af GLS-A – fremover får nemmere ved at rekruttere udenlandsk arbejdskraft. Det kommer både til at gå hurtigere at få papirerne i orden, og det bliver til sædvanlig overenskomstmæssig løn.
Aftalen sænker nemlig den årlige beløbsgrænse fra 514.000 kr. til 300.000 kr. Det betyder, at GLS-As medlemmer ikke – som hidtil – skal betale ekstra for at beskæftige udenlandsk arbejdskraft, men kan ansætte medarbejdere til de lønninger, der er aftalt i overenskomsten. Det åbner dermed op for beskæftigelse af en ny gruppe medarbejdere fra 16 udvalgte lande uden for EU.
Formand for GLS-A, Helle Reedtz-Thott, glæder sig over aftalen:
“Det er godt nyt for vores medlemmer, som står midt i en virkelighed med massiv mangel på arbejdskraft. Aftalen giver organiserede virksomheder et konkret og nødvendigt værktøj til at sikre kvalificeret arbejdskraft i produktionen. Og det er der voldsomt meget brug for.”
En netop offentliggjort rapport fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at landbrugs-, skovbrugs- og fiskerisektoren oplever de største rekrutteringsudfordringer i vores samfund. Det fremgår, at branchernes forgæves rekrutteringsrate udgør hele 43 pct. Det dækker over ubesatte stillinger og stillinger, der må besættes med en anden profil. Det medfører store produktionsbegrænsninger og intet mindre end 70 pct. af virksomhederne inden for landbrug, skovbrug og fiskeri oplever dette.
“Vi har længe efterspurgt en løsning, der sikrer virksomhederne den nødvendige arbejdskraft og de rette kompetencer. Jeg rejste blandt andet sagen for udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ved et møde i marts. Han har en stor aktie i denne aftale. Moderaterne foreslog nemlig under sidste valgkamp, at det skulle være nemmere at få udenlandsk arbejdskraft til Danmark, hvis man som virksomhed har tegnet overenskomst. Det her er et balanceret og ansvarligt skridt, men vi forudser også, at det kan blive nødvendigt at gå endnu videre,” siger Helle Reedtz-Thott.
Formanden for GLS-A fremhæver, at aftalen er endnu et eksempel på den værdi det har for virksomhederne at organisere sig:
“Det er mere attraktivt at være medlem af GLS-A i dag sammenlignet med i går. GLS-A’s medlemmer får en eksklusiv adgang til en slags fast-track-ordning for udenlandsk arbejdskraft, som kun er tilgængelig for virksomheder med en GLS-A overenskomst. Det er en markant styrkelse af de virksomheder, der tager ansvar for ordnede forhold.”
Aftalen forventes at give adgang til op mod 550 flere udenlandske medarbejdere årligt – og dækker også brancher som landbrug og skovbrug, hvor efterspørgslen er stor.
Fakta – hvilke 16 lande er med:
De ti øverste lande opfylder kriteriet for mange investeringer med dansk interesse, mens de nederste seks lande alle er EU-kandidatlande.
- USA
- Storbritannien
- Singapore
- Kina
- Japan
- Australien
- Canada
- Indien
- Brasilien
- Malaysia
- Montenegro
- Serbien
- Nordmakedonien
- Albanien
- Ukraine
- Moldova
Fakta om ordningen:
Kun arbejdsgivere med overenskomst kan bruge ordningen
- De udenlandske ansatte skal bære id-kort, hvis de arbejder på byggepladser
- På arbejdspladser med tillidsrepræsentanter får repræsentanterne indsigt i den enkelte ansattes løn- og arbejdsvilkår og har mulighed for at gøre indsigelse
- På arbejdspladser med overenskomst, men uden tillidsrepræsentanter, får de lokale fagforeningsrepræsentanter mulighed for at foretage samme kontrol
- Virksomheder uden overenskomster får ikke adgang til ordningen
- Der skal være tale om fuldtidsstillinger
- Ordningen kan bruges både på det private og offentlige arbejdsmarked
Link til aftalen: her