Menu

Lagt op d. 15. maj 2020

Danmark er så småt ved at åbne igen og det gælder naturligvis også rundt omkring på landets arbejdspladser.

Genindkaldelse af hjemsendte medarbejdere

Medarbejdere, der er hjemsendt, kan genindkaldes til arbejdet med dags varsel i takt med at behovet opstår. Det gælder hvad enten medarbejderen har været hjemsendt uden løn i henhold til hjemsendelsesaftale med 3F eller med lønkompensation. Vi anbefaler dog, at medarbejderne orienteres herom i så god tid som muligt. Genindkaldelsen bør ske skriftligt.

Medarbejdere der er hjemsendt med lønkompensation kan genindkaldes midlertidigt, hvis der opstår særlige behov for arbejdskraften i virksomheden, og herefter indtræde i ordningen igen. Vær opmærksom på at kriteriet om minimum 30% eller flere end 50 hjemsendte, som et gennemsnit over den periode, der søges kompensation for, fortsat skal være opfyldt under den midlertidig genindkaldelse. Tilbagekaldes medarbejdere skal virksomheden tilbagebetale kompensation, der måtte være modtaget for meget som følge af, at medarbejderne er kaldt tilbage før tid. Kompensationen reduceres forholdsmæssigt pr. hele påbegyndte arbejdsdag uanset dagligt timetal. Læs mere her og hent skabelon for midlertidig genindkaldelse til arbejde her.

Genindkaldte medarbejdere skal genindtræde i de ansættelsesvilkår, der var gældende på hjemsendelsestidspunktet. Bliver det ikke muligt for virksomheden at tilbyde genansættelse, skal virksomheden være opmærksom på opsigelsesregler for den enkelte medarbejder.

Hvis en medarbejder ikke vil møde på arbejde af frygt for at blive smittet med COVID-19, er der tale om ulovligt fravær. En medarbejder kan ikke give sig selv karantæne eller selv beslutte at blive væk fra arbejde uden at have en saglig begrundelse. Alt efter omstændighederne vil fraværet udgøre misligholdelse af ansættelsesforholdet, som i yderste konsekvens kan begrunde, at ansættelsesforholdet bringes til ophør.

Arbejdsmiljø og smittebegrænsning

Som arbejdsgiver er man forpligtet til at forholde sig til COVID-19 som en del af virksomhedens arbejdsmiljøarbejde. Herunder løbende at vurdere, i hvilket omfang der er risiko for, at ens medarbejdere kan blive smittet med COVID-19.

Man har som arbejdsgiver derfor ansvaret for at iværksætte nødvendige foranstaltninger med henblik på at reducere risikoen mest muligt. Det kan f.eks. være at tilrettelægge arbejdet på en måde, så medarbejderne kan holde afstand, stille håndsprit til rådighed, opprioritere regelmæssig rengøring osv.

GLS-A har udarbejdet en vejledning om arbejdsmiljø og begrænsning af smitterisiko for vores brancher. Læs mere her.

Vær opmærksom på at Arbejdstilsynet har varslet øget tilsyn med de grønne brancher. Fokus vil være ulykkesforebyggelse og begrænsning af smittespredning. Overholdes de udstukne retningslinjer ikke, kan det medføre skærpede regler som f.eks. karantæneregler for udlændinge mv.

 

Kontakt sekretariatet, hvis du har spørgsmål. GLS-A opfordrer desuden til, at man løbende holder sig orienteret på den officielle side www.coronasmitte.dk, som samler alle informationer fra myndighederne om COVID-19.

Cookie- og privatlivspolitik