Menu
Tilbage til oversigt
21. august 2020

Samtaler med et GLS-A medlem

I mange år var Jacob Bjerrum skeptisk over for at tegne en overenskomst, når han jo allerede betalte sine medarbejdere en god løn. Men i dag er overeneskomsten tegnet og skepsissen lagt på hylden. Vi har besøgt Jacob og taget en snak om processen.

Mælkeproducenten Jacob Bjerrum havde drevet Lundbjerggaard i Fårup i femten år, da han i 2017 havde en snak med 3F, som forslog ham at tegne en overenskomst. Det koster ham tre ører per kilo mælk, han producerer. Og det var på godt nordjysk træls, syntes han.

Alligevel kontaktede han GLS-A, hvor han gik kontrakten igennem med en konsulent, og så var den overenskomst tegnet.

– Det krævede et enkelt opkald, og så var der styr på det. Jeg fandt ud af, at vi har givet vores medarbejdere en god løn. Så det var dejligt at blive bekræftet i.

Styrker tilliden fra medarbejderne
For Jacob Bjerrum blev overenskomsten hurtigt pengene værd. Det vigtigste for ham er, at det giver hans medarbejdere – og ikke mindst ham selv – en tryghed.

– Vores medarbejdere ved, at vi har en fast løn gennem overenskomsten, og det er den, vi kan tilbyde. Vi har ikke mærkelige småløsninger, der kan føre til uenigheder. Overenskomsten sætter reglerne. Så ved jeg, at der er orden i tingene, og jeg bliver ikke tvunget ud i sager, der giver bøder og ekstraomkostninger. Samtidig kan mine medarbejdere føle sig trygge i min virksomhed, fordi de ved, at de har dokumentation på, at de har gode vilkår, forklarer Jacob Bjerrum.

Han oplever også overenskomsten som en fordel, når han skal rekruttere nye medarbejdere.

– I vores sidste stillingsopslag skrev vi, at vi havde overenskomst. Det var der flere af ansøgerne, der lagde vægt på. Vi har også nogle gange udenlandske medarbejdere, der ikke kender reglerne i Danmark og kan føle sig usikre, når de skal starte i en ny virksomhed. For dem betyder det meget, at der er tegnet en god overenskomst, siger Jacob Bjerrum, der fortæller, at overenskomsten også øger tilliden hos bank, kreditforening og vækstfonde.

– Når vi skal søge om finansiering hos vores samarbejdspartnere, sætter de stor pris på, at der er orden i sagerne, siger han.

Ro og retning
Overenskomsten med GLS-A betyder, at Jacob Bjerrum altid har en konsulent eller jurist til rådighed, hvis han er i tvivl om sine og medarbejdernes rettigheder i en sag. Tidligere købte han sig til rådgivning, og her oplevede han ofte, at rådgiverne manglede juridisk viden. Det førte derfor til mange telefonsamtaler frem og tilbage. Men det problem, oplever han ikke længere.

– Har jeg en situation med en medarbejder, hvor jeg er i tvivl om lovgivningen, kan jeg få fat i en medarbejder hos GLS-A med det samme. Og når jeg lægger røret på, ved jeg, hvad jeg skal gøre. Det er vigtigt, at der hurtigt kommer ro omkring den slags ting, når man skal have en drift til at køre, fortæller Jacob Bjerrum.

GLS-A’s brancheerfaring betyder også, at rådgivningen består af mere end firkantet lovgivning.

– De er gode til at vejlede og sige: ”Det er de og de muligheder, du har, og her er min anbefaling.” De er ikke bange for at sige deres mening ud fra deres erfaringer med andre sager. Hvis jeg for eksempel skal afskedige en medarbejder, sætter de mig ind i reglerne og giver mig opbakning til at få det gjort. På den måde bliver det nemmere at træde til handling, siger Jacob Bjerrum, der også oplever, at overenskomsten med GLS-A letter forhandlingerne med 3F og mindsker risikoen for at ende i uheldige sager.

Letter en travl hverdag
Jacob Bjerrum er godt klar over, at nogle af hans kollegaer måske vil se det som spild at betale ekstra for at få oprettet en overenskomst – ligesom han selv gjorde i flere år. Alligevel anbefaler han andre landmænd at følge i hans fodspor.

– Vi kan ikke komme uden om, at det koster lidt. Og jeg ved også, at mange af mine kollegaer har gode forhold og tilbyder deres medarbejdere en god løn. Men med en overenskomst viser du også omverdenen, at der er styr på tingene. Og du kan nemt og hurtigt få rådgivning, så sager ikke trækker i langdrag. Det er altafgørende, når man har en travl hverdag og en virksomhed, der skal løbe rundt.

Tilbage til oversigt