Menu

Lagt op d. 13. september 2019

Står det til regeringen skal arbejdsgiverne i Danmark, ifølge Altinget.dk, pålægges en ekstra milliardregning. Det skal de fordi regeringen ønsker at tilføre Finansloven 500 mio. kr. årligt de næste 4 år gennem en forlængelse af den arbejdsgiverbetalte sygedagpengeperiode. Regeringen lægger i et internt notat op til, at perioden skal forlænges med 10 dage fra de nuværende 30 dage.

Ifølge GLS-A er det en uigennemtænkt ændring. ”Det blot vil reducere beskæftigelsen og gøre det sværere for medarbejdere med højere fravær at fastholde et job”, udtaler direktør i GLS-A, Jens Bjørn Poulsen.

Det er ikke holdbart at påføre arbejdsgiverne yderligere omkostninger i forbindelse med sygdom. Arbejdsgiverne bruger i forvejen betydelige ressourcer på at sikre et godt arbejdsmiljø og reducere sygdom, og det er i forvejen i arbejdsgivernes interesse, at deres medarbejdere er mindst muligt fraværende. En forlængelse af den arbejdsgiverbetalte sygedagpengeperiode kan kun betragtes som en ekstra skat.

Regeringen bør forholde sig til, hvordan der kan skabes nogle bedre rammevilkår for danske virksomheder, så vi kan opretholde produktionen og få adgang til den nødvendige arbejdskraft. Det må være blandt regeringens fornemste opgaver. Forslag der øger udgiften på et område, der allerede koster virksomhederne mange penge, vil blot betyde dyrere varer og en forringet konkurrenceevne, vurderer GLS-A.

Cookie- og privatlivspolitik