Tilbage til oversigt
28. september 2026

Arbejdsmiljø skal kunne mærkes i hverdagen

Hos Kirstineberg Planteskole er arbejdsmiljø ikke noget, der bliver i en mappe. Det er en integreret del af arbejdsprocesserne, sikkerhedsmøderne og udviklingen af nye løsninger. Med hjælp fra GLS-A’s arbejdsmiljøkonsulenter har virksomheden fået nye øjne på arbejdsmiljøet og inspiration til at løfte indsatsen yderligere.

På Kirstineberg Planteskole er produktionen præget af fysisk arbejde. Virksomheden producerer pottedyrkede nordmannsgraner, og mange opgaver indebærer manuelle løft eller arbejde i foroverbøjede stillinger. Derfor er det vigtigt løbende at se på, hvordan arbejdet kan tilrettelægges, og hvilke hjælpemidler der kan aflaste medarbejderne.

For Ulrich Gejl, direktør på Kirstineberg Planteskole, handler et godt arbejdsmiljø både om sikkerhed her og nu og om at passe på medarbejderne på længere sigt. Målet er enkelt formuleret:

”Vi skulle jo gerne gå glade hjem og komme glade igen i morgen.”

Nye øjne på de daglige rutiner

har blandt andet fået gennemført en arbejdsmiljøscreening med hjælp fra GLS-A. Virksomheden havde allerede en struktureret tilgang til arbejdsmiljøet, men screeningen gav alligevel værdi, fortæller Ulrich Gejl.

”Det har været et utroligt godt samarbejde. Det er altid godt at få nogle andre øjne til at kigge. Der kan være punkter, som man overser i dagligdagen, fordi de er blevet en del af rutinen.”

Netop rutinerne er et vigtigt opmærksomhedspunkt. Når man udfører de samme arbejdsopgaver hver dag, risikerer man, at uhensigtsmæssige vaner bliver usynlige. Her kan en arbejdsmiljøkonsulent stille spørgsmål, dele erfaringer fra andre virksomheder og pege på hjælpemidler eller løsninger, som virksomheden ikke selv har haft kendskab til.

Virksomheden har også fået gennemgået maskinsikkerheden. Gennemgangen satte blandt andet fokus på brugen af sikkerhedsudstyr i virksomhedens køretøjer og viste, at der fortsat var plads til forbedring. Emnet bliver nu fulgt op på virksomhedens sikkerhedsmøder.

Fra APV-mappe til aktivt værktøj

Hos Kirstineberg Planteskole skal arbejdsmiljøinformationen være tilgængelig, når medarbejderne har brug for den. Derfor ligger virksomhedens arbejdspladsvurdering i en app, som alle medarbejdere har adgang til via deres arbejdstelefon. Appen indeholder desuden procesbeskrivelser, relevante arbejdsmiljøoplysninger, beredskabsplaner, tjeklister og ergonomiske øvelser.

Procesbeskrivelserne gennemgår arbejdsopgaverne fra start til slut. Medarbejderne kan blandt andet se, hvad de skal være opmærksomme på før, under og efter en opgave, og hvilke arbejdsmiljøforhold der knytter sig til den. Hvis virksomheden finder en bedre eller sikrere måde at udføre arbejdet på, bliver processen testet og beskrivelsen efterfølgende ændret.

Det er dog ikke nok, at informationen findes digitalt. Den skal også bruges. Derfor laver produktionsledelsen øvelser, hvor medarbejderne eksempelvis skal finde oplysninger om et bestemt produkt i systemet. På den måde bliver medarbejderne fortrolige med værktøjet, før de står i en situation, hvor de har brug for oplysningerne.

Sikkerhed og innovation på samme dagsorden

Arbejdsmiljøindsatsen bliver holdt levende gennem regelmæssige sikkerhedsmøder. Her følger virksomheden op på tidligere udfordringer, placerer ansvar og drøfter, om der er aktuelle forhold, som kræver handling. Møderne tilpasses sæsonen og afholdes med cirka to til tre ugers mellemrum.

I forlængelse af sikkerhedsmøderne arbejder medarbejdere og ledelse med innovation. Det kan eksempelvis være en medarbejder, der har set et nyt stykke værktøj, eller som har en idé til en bedre måde at løse en arbejdsopgave på. Forslaget bliver drøftet og kan efterfølgende blive afprøvet i praksis. Virker løsningen, bliver den en del af virksomhedens processer.

Den fremgangsmåde gør arbejdsmiljøet til et fælles ansvar. Ledelsen sætter retningen, men medarbejdernes erfaringer fra den praktiske hverdag er med til at udvikle løsningerne.

Exoskeletter aflaster det fysiske arbejde

Et konkret eksempel er virksomhedens brug af exoskeletter. Ideen opstod, efter at ledelsen havde set teknologien demonstreret på en messe i Tyskland. Selv om der i første omgang var skepsis, viste demonstrationen, at teknologien kunne være relevant i virksomhedens produktion.

Et exoskelet bæres omtrent som en rygsæk og spændes omkring kroppen. Det giver støtte ved løft og ved arbejde i foroverbøjede stillinger. Kirstineberg Planteskole har seks exoskeletter, som medarbejderne kan bruge til de arbejdsopgaver, hvor hjælpemidlet giver mening. Medarbejderne har fået grundig instruktion i korrekt tilpasning og brug.

Modtagelsen blandt medarbejderne var i begyndelsen blandet. Nogle var positive fra start, mens andre ikke forestillede sig, at de ville komme til at bruge udstyret. Men alle fik mulighed for at prøve det, og også de mest skeptiske kunne mærke en forskel ved arbejdsdagens afslutning.

Tilbagemeldingen fra medarbejderne er, at de er mindre trætte under og efter arbejdsdagen. Ulrich Gejl ser et stort potentiale i at mindske den fysiske belastning og hjælpe medarbejderne med at restituere bedre, så for virksomheden er investeringen derfor ikke alene et spørgsmål om produktivitet. Den handler også om medarbejdernes hverdag og om at kunne fastholde gode medarbejdere.

”Vi skal passe på vores medarbejdere, deres kroppe, led og knogler. Kan de have en bedre hverdag, når de kommer hjem fra arbejde, så har vi også mere glade medarbejdere.”

Arbejdsmiljøet begynder hos ledelsen

Erfaringen fra Kirstineberg Planteskole er, at en stærk arbejdsmiljøindsats kræver ledelsesmæssigt fokus, men også inddragelse af medarbejderne. Alle har et ansvar for at reagere, hvis de ser en kollega udføre en opgave på en uhensigtsmæssig måde. Det gælder også, hvis det er en person fra ledelsen, der skal mindes om sikkerheden.

Ulrich Gejl anbefaler derfor andre virksomheder at arbejde systematisk med arbejdsmiljøet og gerne gå længere end blot at opfylde lovgivningens minimumskrav.

Hans opfordring til GLS-A’s øvrige medlemmer er samtidig at gøre brug af den hjælp, medlemskabet giver adgang til:

”Det har i hvert fald åbnet øjnene for mig, at der er muligheder. Det er kun godt, at der kommer nogen ud og kigger.”

Brug GLS-A’s arbejdsmiljøkonsulenter

Som medlem af GLS-A kan du få sparring om arbejdsmiljøet og hjælp til at se din virksomhed med nye øjne. Det kan være, at du har en konkret udfordring, eller at du ønsker et samlet blik på virksomhedens arbejdsmiljøarbejde. Det er netop denne type medlemsfortællinger, GLS-A ønsker at dele for at inspirere flere virksomheder til at arbejde strategisk med arbejdsmiljø og gøre brug af den rådgivning, der er til rådighed gennem medlemskabet.

Hvordan virker exoskeletterne hos Kirstineberg Planteskole?

Tilbage til oversigt

Kontaktinfo

Arbejdsgiverforeningen GLS-A

Agro Food Park 13
8200 Århus N

Telefon: +45 8740 3400
E-mail: info@gls-a.dk

Juridiske henvendelser: jura@gls-a.dk