E-læring styrker medarbejdere med læse- og skriveudfordringer
GLS-A samarbejder med Ordlab om fleksibel og praksisnær kompetenceudvikling
Mange virksomheder har medarbejdere, der i større eller mindre grad oplever udfordringer med læsning og skrivning – ofte uden at det bliver sagt højt. Med den rette støtte og de rigtige digitale værktøjer kan disse medarbejdere få lettere ved deres daglige opgaver og styrke både trivsel, kvalitet og effektivitet.
Derfor tilbyder GLS-A i samarbejde med Ordlab adgang til e-læring, der gør læse- og skriveteknologi let tilgængelig i hverdagen og understøtter arbejdet med at blive – eller fastholde sig som – en læse- og skrivevenlig virksomhed.
Fleksibel e-læring – når det passer ind i hverdagen
Ordlabs e-læring er bygget op som korte, overskuelige instruktionsvideoer, der trin for trin viser, hvordan medarbejdere kan bruge læse- og skriveteknologier (LST) på deres egen computer, tablet eller telefon.
Videoerne guider blandt andet i brugen af:
- oplæsning af tekst
- tale-til-tekst
- stave- og skrivehjælp
- digitale værktøjer, der allerede findes på medarbejdernes enheder
Værktøjet er lavet på både dansk og engelsk og kan nedbryde sprogbarriere, samt spare tid for medarbejderne i hverdagen, når de lærer at bruge teknologierne.
Det betyder, at læringen kan ske i eget tempo, uden at medarbejderen skal forlade arbejdspladsen – og uden krav om test eller diagnosticering.
En vigtig del af den læse- og skrivevenlige virksomhed
E-læringen kan med fordel indgå som en del af indsatsen for at blive læse- og skrivevenlig virksomhed, hvor fokus er på at give alle medarbejdere lige adgang til at løse deres arbejdsopgaver ved hjælp af teknologi. Det kan du læse mere om hos Den Grønne Konsulenttjeneste.
Erfaringer fra forløb viser, at medarbejdere:
- bliver mere selvhjulpne i deres opgaver
- får større selvtillid i forhold til læsning og skrivning
- oplever øget motivation og arbejdsglæde
Samtidig bidrager indsatsen til et mere inkluderende arbejdsmiljø, hvor der er åbenhed og fælles forståelse for forskellige forudsætninger.
En medlemsfordel med konkret værdi
For GLS-A’s medlemsvirksomheder er e-læringen et lavpraktisk og værdiskabende redskab, der understøtter kompetenceudvikling, fastholdelse og social ansvarlighed – i tråd med GLS-A’s mission om at styrke arbejdsgiverne og deres medarbejdere gennem relevante og anvendelige tilbud.
Vil du vide mere om e-læringen og mulighederne for din virksomhed?
Læs mere om læse- og skrivevenlig virksomhed eller om Ordlabs e-læring.