Egeprocessionsspindere kræver omhyggelig behandling
Egeprocessionsspindere er blevet et problem i Danmark, og natsværmerne kan udløse alvorlige allergiske reaktioner. I GLS-A’s medlemskreds har vi virksomheder der bekæmper problemet, og derfor har vi også været med til at lave en pjece og et faktaark omkring de problematiske egeprocessionsspindere.
Hvis man skal arbejde med at fjerne Egeprocessionsspinderne, så er det en god idé at sikre, at alle medarbejdere er klar på opgaven og de rigtige værnemidler er til stede.
På BFA Jord til Bords hjemmeside har vi samlet den relevante viden, og det er frit tilgængeligt for alle.
Anbefalinger fra Styrelsen for Patientsikkerhed
Styrelsen for patientsikkerheds har udarbejdet en række anbefalinger i forbindelse med fundet af larverne i Odense.
- Undgå kontakt med larver, både døde og levende, og med larvens reder eller vegetation/jord omkring træer, hvor der har været larver.
- Ved kontakt med larvens hår, er der risiko for hudreaktioner som kraftig kløe og udslæt. Der ses ligeledes øjen- og luftvejsirritation, og i sjældne tilfælde vejrtrækningsbesvær.
- Ved kontakt, kan man forsøge at fjerne hårene ved forsigtig afskylning, efterfulgt af et bad med mere grundig afvaskning. Ved øjensymptomer skylles øjnene. Forsøg at undgå spredning af hår i hjemmet, og vask tøjet ved mindst 60 grader.
- Oplever man kraftige symptomer eller vejrtrækningsbesvær efter kontakt med larverne, anbefales det at søge lægehjælp.