Tilbage til oversigt
27. oktober 2025

Forskelsbehandling på grund af alder?

Forbud mod forskelsbehandling på grund af alder

Ifølge forskelsbehandlingsloven må virksomheder ikke lægge vægt på alder i forbindelse med opsigelse af en medarbejder. Det vil derfor være ulovlig diskrimination at opsige en medarbejder, direkte såvel som indirekte, på baggrund af alderen. Det kan f.eks. være når en medarbejder når pensionsalderen, men det kan også være når en ungarbejder fylder 18 år. Det fastslår en ny afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet.

Sag om opsigelse af 18-årig medarbejder

En kvinde indbragte en sag mod sin arbejdsgiver med påstand om, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder. Kvinden var netop fyldt 18 år på tidspunktet for afskedigelsen. Det fremgik direkte af den sms, hvori opsigelsen blev meddelt, at afskedigelsen delvist var begrundet i, at kvinden fyldte 18 år. Kvinden havde derfor påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for direkte forskelsbehandling på grund af alder.

Det var herefter arbejdsgiveren, der skulle bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. Efter en samlet vurdering fandt Ligebehandlingsnævnet, at arbejdsgiveren ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. Kvinden fik derfor medhold i denne del af klagen og fik tilkendt en godtgørelse på 110.000 kr. svarende til omkring 9 måneders løn.

Særlige regler for ungarbejdere i overenskomster

GLS-A bemærker dog, at såfremt en ansættelse er omfattet af en kollektiv overenskomst, der særskilt regulerer ungarbejderes vilkår, afviges der fra forskelsbehandlingslovens almindelige regler. Det følger nemlig af loven, at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder ikke finder anvendelse på medarbejdere under 18 år, hvis ansættelsen er omfattet af en kollektiv overenskomst, der indeholder særlige regler om aflønning af unge under 18 år.

GLS-A’s overenskomster har denne sondring mellem ungarbejdere og (voksne) medarbejdere, og det vil derfor ikke være udtryk for ulovlig forskelsbehandling at opsige en ungarbejder ud fra en lønmæssig betragtning, når pågældende fylder 18 år. Kontakt GLS-A ved spørgsmål til en konkret opsigelse.

Tilbage til oversigt
Ændring af særlov for fordrevne fra Ukraine

Kontaktinfo

Arbejdsgiverforeningen GLS-A

Agro Food Park 13
8200 Århus N

Telefon: +45 8740 3400
E-mail: info@gls-a.dk

Juridiske henvendelser: jura@gls-a.dk