Ny overenskomst på industriområdet
Søndag landede et overenskomstgennembrud på industriområdet mellem Dansk Industri og CO-industri. Industrioverenskomsten dækker ca. 230.000 ansatte, og er den første overenskomst, der er forhandlet på plads i år. Forliget skal nu til afstemning blandt CO-industris medlemmer.
På GLS-A’s områder forhandler vi først nye overenskomster i 2026.
Hovedpunkterne i den nye industrioverenskomst mellem DI og CO-industri er:
- Mindstebetalingssatsen stiger med 3,75 kr. i 2025, 3,50 kr. i 2026 & 2027
- Tillæg for overarbejde mv. stiger med 3,0 pct. i 2025, 2026 og 2027
- Betalingssatserne til elever og lærlinge forhøjes med 4,0 pct. i 2025, og 3,5 pct. i 2026 og 2027
- Bidraget til Fritvalgs Lønkontoen stiger med 1 procentpoint pr. 1. marts 2026 og 1 procentpoint pr. 1. marts 2027
- Arbejdsgivers pensionsbidrag ændres pr. 1. maj 2025 fra 10,0 til 11,0 pct
- 2 ugers længere barsel med løn
- Perioden med løn under sygdom forlænges med 3 uger
- Øget fleksibilitet for arbejdsgiverne ved brug af afspadsering
Industrioverenskomsten er en minimallønsoverenskomst, hvilket betyder, at der skal ske en lønforhandling ude på virksomhederne. Stigningen i mindstebetalingssatserne er således kun på den overenskomstmæssige mindsteløn, hvorimod den egentlige lønforhandling foregår på virksomheden.