Ny samtykke ordning giver mulighed for at ophæve Arbejdstilsynets tavshedspligt om arbejdsmiljøklager
Hidtil har klager over arbejdsmiljø været omgærdet af en særlig tavshedspligt, der har sikret, at Arbejdstilsynet aldrig kan oplyse arbejdsgiver eller andre om, at en klage er modtaget eller klagerens identitet. Tavshedspligten har til formål at beskytte den, der klager. Men det har også begrænset muligheden for at bruge konkrete oplysninger som dokumentation og oplysning af arbejdsmiljøforholdene. Det skyldes, at Arbejdstilsynet herved ville afsløre at have modtaget en klage.
Med den nye lovændring pr 1 juli kan en medarbejder, der klager over arbejdsmiljøet på sin arbejdsplads, give Arbejdstilsynet tilladelse til at anvende eksempelvis videoer og fotos, som medarbejderen har sendt til Arbejdstilsynet. På den måde kan Arbejdstilsynet bruge relevante tilsendte oplysninger i tilsynsarbejdet. Klageren kan fortsat klage fortroligt og bevare sin anonymitet, hvis vedkommende ønsker det.
Ny mulighed for at ophæve tavshedspligt om arbejdsmiljøklager – Arbejdstilsynet
