Nye regler om entreprenørstop træder i kraft i 2026
Fra den 1. januar 2026 får Arbejdstilsynet en ny og skærpet sanktionsmulighed over for byggepladser, der gentagne gange overtræder arbejdsmiljølovgivningen. De nye regler om “entreprenørstop” giver myndigheden ret til at standse arbejdet for en hovedentreprenør og dennes underentreprenører, hvis sikkerheden ikke prioriteres tilstrækkeligt.
I GLS-A ønsker vi at sikre, at vores medlemmer er klædt på til at navigere i de gældende regler. Nedenfor gennemgår vi, hvad de nye beføjelser indebærer, og hvilke konsekvenser de kan få for bygge- og anlægsvirksomheder.
Hvad indebærer et entreprenørstop?
Et entreprenørstop er et drastisk skridt, hvor Arbejdstilsynet udsteder et påbud, der tvinger en entreprenør til at indstille både sit eget og alle tilknyttede underentreprenørers arbejde på byggepladsen.
Det er væsentligt at bemærke, at et stop rammer bredt. Påbuddet gælder ikke kun de virksomheder, der konkret har overtrådt reglerne, men samtlige underentreprenører under den pågældende hovedentreprenør. Det bliver hovedentreprenørens ansvar at sikre, at arbejdet effektivt standses hos alle parter – en opgave, der ikke påhviler Arbejdstilsynet.
Reglerne er primært rettet mod de få byggepladser, hvor der trods gentagne besøg og påbud fortsat sker overtrædelser, som udgør en betydelig fare for de ansatte.
Processen frem mod et stop
Arbejdstilsynet skrider ikke direkte til et entreprenørstop uden forudgående varsel. Der er tale om en struktureret proces, hvor myndigheden først intensiverer sit tilsyn. Forløbet vil typisk se således ud:
1. Intensiveret tilsyn
Hvis en byggeplads har alvorlige arbejdsmiljøproblemer, og der er udstedt flere påbud om betydelig fare, kan Arbejdstilsynet iværksætte et intensiveret tilsynsforløb af fire ugers varighed. I denne periode vil der være hyppige besøg, vejledning og dialog for at få løst problemerne. Både entreprenøren og bygherren orienteres om dette skridt.
2. Skriftligt varsel
Hvis de alvorlige problemer fortsætter trods det intensiverede tilsyn, modtager entreprenøren et skriftligt varsel om et muligt entreprenørstop ca. fire uger inde i forløbet. Det er entreprenørens ansvar at videreformidle dette varsel til sine underentreprenører.
3. Påbud om stop
Hvis overtrædelserne ikke ophører efter varslet, udstedes selve påbuddet om entreprenørstop. Arbejdet skal herefter indstilles, indtil forholdene er bragt i orden. Når problemerne er løst, kontrollerer Arbejdstilsynet forholdene – senest dagen efter meldingen om udbedring. Vurderes forholdene som værende i orden, kan arbejdet genoptages.
Hvem omfattes af stoppet?
Omfanget af et entreprenørstop afhænger af entrepriseformen:
- Ved totalentreprise (eller aftale med én entreprenør): Stoppet omfatter entreprenørens eget arbejde samt alle underentreprenørers arbejde på pladsen.
- Ved fagentreprise (aftaler med flere entreprenører): Stoppet rammer kun den specifikke entreprenør, der har modtaget påbuddet, samt de underentreprenører, der hører under denne aftale.
Vi står klar med rådgivning
”Det er vigtigt at have fokus på ordentlighed og sikkerhed når man arbejder på en byggeplads. Ansvarlighed betaler sig – både for medarbejdernes sikkerhed og for virksomhedens drift. Har du spørgsmål til de kommende regler, eller har du brug for rådgivning omkring arbejdsmiljø og sikkerhed på byggepladsen, er du som medlem altid velkommen til at kontakte os”, siger arbejdsmiljøchef i GLS-A, Helle Birk Domino.
Bliv medlem
Hvis I ikke allerede er medlem hos GLS-A, kan i læse mere og melde jer ind her.