Tilbage til oversigt
30. juni 2026

Opdatering på praktikantordningen: Øget kontrol og ændringer i sagsbehandlingen

GLS-A har i dag deltaget i møde med Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) med henblik på at få en status på praktikantordningen. Mødet gav en række væsentlige opdateringer, som arbejdsgivere med udenlandske praktikanter bør være opmærksomme på.

Systematisk kontrol af praktikantforløb

SIRI har oplyst, at alle praktikanter inden for de kommende 18 måneder vil blive omfattet af en skrivebordskontrol. Kontrollen indebærer, at praktikanten via e-Boks vil blive bedt om at indsende omfattende dokumentation, herunder:
  • Samtlige lønsedler
  • Tidsregistreringer
  • Dokumentation for feriefridage
Formålet er at sikre, at reglerne for praktikantordningen overholdes, herunder at praktikanten får de vilkår, der er fastsat. Brud på reglerne kan betyde, at praktikanten får ophævet sin opholdstilladelse og arbejdsgiver politianmeldes.

Genoptagelse af sagsbehandling for udvalgte lande

Sagsbehandlingen genoptages for ansøgninger fra Uganda, Tanzania og Kenya. Forventningen er, at en betydelig andel af ansøgningerne vil få afslag.

Skærpet risikobaseret sagsbehandling

SIRI indfører samtidig en skærpet risikobaseret tilgang til ansøgninger fra Bangladesh, Nepal, Ghana og Vietnam. Det betyder, at disse ansøgninger i højere grad vil blive underlagt kontrol, og at sagsbehandlingstiden forventes at blive længere.

Anbefaling fra GLS-A

På baggrund af de kommende ændringer anbefaler GLS-A, at arbejdsgivere allerede nu sikrer, at dokumentationen for praktikantforløb er fyldestgørende og i overensstemmelse med gældende regler.
GLS-A tilbyder rådgivning til medlemmer, der ønsker en gennemgang af deres praktikantaftaler. Vores jurister kan bistå med at sikre, at kravene overholdes.

Kontakt GLS-A

Har du spørgsmål eller behov for rådgivning, kan du kontakte GLS-A:
  • E-mail: jura@gls-a.dk
  • Telefon: 87 40 34 00
Virksomheder, der endnu ikke er medlem af GLS-A, er også velkomne til at tage kontakt for at høre mere om mulighederne for rådgivning.
Tilbage til oversigt

Kontaktinfo

Arbejdsgiverforeningen GLS-A

Agro Food Park 13
8200 Århus N

Telefon: +45 8740 3400
E-mail: info@gls-a.dk

Juridiske henvendelser: jura@gls-a.dk