Menu

Lagt op d. 23. oktober 2019

Sondringen mellem portræt- og situationsbilleder var tidligere afgørende for om et billede af identificerbare personer kunne offentliggøres på internettet. Denne sondring er ikke længere afgørende, da der i stedet skal foretages en helhedsvurdering af billedet og formålet med offentliggørelsen.

Offentliggørelse af et billede vil først og fremmest kunne ske på baggrund af samtykke fra den eller de identificerbare person(er) på billedet. Anvendes samtykke er det dog vigtigt at være opmærksom på at personen på billedet til enhver tid kan kalde sit samtykke tilbage.

Offentliggørelse af et billede vil efter omstændighederne også kunne ske på baggrund af en interesseafvejning. Her vil billedets karakter, herunder hvor og hvorfor billedet er taget, og i øvrigt i hvilken sammenhæng billedet indgår, kunne inddrages. Det er afgørende, om virksomheden har en legitim interesse i offentliggørelsen og om denne overstiger rettighederne og interesserne ved personen der er på billedet. Det er en god ide at tage højde for hvilke indvirkninger eller konsekvenser offentliggørelsen kan have for personerne på billedet, f.eks. om personerne med rimelighed kan føle sig krænket eller udnyttet.

Indeholder et billede følsomme oplysninger eller oplysninger om strafbare forhold vil det sjældent kunne offentliggøres uden samtykke.

Når der er fundet et behandlingsgrundlag for offentliggørelsen, skal man være opmærksom på at oplysningspligten gælder overfor de personer, der er på billedet. De skal have mulighed for at gøre indsigelse før offentliggørelsen, og en evt. indsigelse bør i videst muligst omfang imødekommes.

Du kan læse mere på Datatilsynets hjemmeside.

Cookie- og privatlivspolitik