Persondata

Persondata er enhver oplysning, som direkte eller indirekte kan henføres til en bestemt person, og en virksomhed vil typisk behandle…

Persondata er enhver oplysning, som direkte eller indirekte kan henføres til en bestemt person, og en virksomhed vil typisk behandle personoplysninger i personaleadministrationen samt i kunderelationer.

GLS-A har på baggrund af disse regler udarbejdet nedenstående materiale, der skal betragtes som hjælpemidler i virksomhedens arbejde med at efterleve persondatareglerne. Det er vigtigt, at dokumenterne altid tilpasses konkret til virksomheden.

Vær opmærksom på at GLS-A’s materiale udelukkende relaterer sig til persondata i forhold til virksomhedens medarbejdere. Reglerne er dog i store træk ens for behandling af personoplysninger i kunderelationer mv., hvilke derfor kræver samme fokus i virksomheden. Reglerne for overførsel af persondata til tredjelande beskrives ikke.

Kort om persondatareglerne
Persondatareglerne gælder for alle virksomheder, der behandler personoplysninger, f.eks. i forbindelse med personaleadministrationen. Begrebet behandling dækker over enhver aktivitet eller række af aktiviteter, som en personoplysning gøres til genstand for, såsom indsamling, opbevaring, brug, videregivelse osv. Personoplysninger kan defineres som enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person, f.eks. navn, cpr.nr. og helbredsforhold. For at virksomheden må behandle personoplysninger skal grundprincipperne for databehandling være opfyldt, ligesom der skal findes et behandlingsgrundlag. Grundprincipperne, der er opstillet i persondataforordningen, er:
  • Lovlighed, rimelig og gennemsigtighed
  • Formålsbestemthed og saglighed
  • Proportionalitet og relevans (dataminimering)
  • Datakvalitet
  • Opbevaringsbegrænsning
  • Sikkerhed
Læs mere om grundprincipperne og behandlingsgrundlaget i nedenfor under punkt 3, personoplysninger i personaleadministrationen. I forbindelse med persondataforordningens ikrafttræden udarbejdede GLS-A en pjece, der giver en kort indføring i persondataforordningen. Her kan du blandt andet læse mere om hvad en personoplysning er, hvilke behandlingsformer, der er omfattet og de 6 grundprincipper. Herudover får du en kort introduktion til lovgrundlaget for behandlingerne samt begreberne dataansvarlig og databehandler. Pjecen findes her.