Tilbage til oversigt
21. oktober 2020

Beskyt de danske grise

De kommende måneder er højsæson i mange af GLS-A’s medlemsvirksomheder. Det betyder også, at der kommer mange udenlandske ansatte til Danmark for at hjælpe til i eksempelvis juletræsproduktionen. Landbrug & Fødevarer har netop været ude med en meget aktuel advarsel omkring afrikansk svinepest, og det er en advarsel, der er relevant at viderebringe til alle der beskæftiger udenlandsk arbejdskraft.

Med udenlandsk hjælp er der en reel risiko for, at der tages fødevarer med fra lande uden for Danmark, som i værste fald kan indeholde afrikansk svinepest. Derfor frarådes det, at der tages mad med hjemme fra.

Jan Dahl, dyrlæge og chefkonsulent i Landbrug og Fødevarer fortæller, at “Afrikansk svinepest er en virus, som kan leve i både fersk og forarbejdet kød meget længe, og det kan give problemer, hvis madaffald ender i naturen, hvor vildsvin kan samle det op og dermed blive smittet. Det kan måske lyde ret uskyldigt, hvis et enkelt vildsvin bliver smittet. Men ikke desto mindre vil bare ét vildsvin smittet med afrikansk svinepest udløse alarm både i ind- og udland. Og det vil få enorme konsekvenser for eksporten af dansk grisekød og lukke for alle udenlandske markeder i en lang periode”.

Tilbage til oversigt
hanging raw meats