På det danske arbejdsmarked er der grundlæggende to systemer for lønfastsættelse i overenskomsterne – normalløn og minimalløn. I normallønsoverenskomster fremgår lønnen af overenskomsten, og medarbejderne har ikke ret til kollektive lønforhandlinger. Lønsatser og lønstigninger aftales ved overenskomstforhandlingerne, og det forudsættes, at den enkelte medarbejders lønniveau følger overenskomsten. Medarbejderens løn kan i praksis overstige normallønnen i overenskomsten. Er det tilfældet, har virksomheden mulighed for at foretage modregning, når der sker en overenskomstmæssig lønstigning. Der kan foretages modregning i ikke overenskomstmæssige tillæg, personlige tillæg mv. I minimallønsoverenskomster fastsættes en minimalløn, og den enkelte medarbejders løn fastsættes herefter ved forhandling. Lønnen skal afspejle den enkelte medarbejderes dygtighed, erfaring, uddannelse og indsats. Lønstigninger, der følger af eventuelle stigninger i fritvalgskonto mv. kan medregnes i forbindelse med den lokale lønvurdering. Medarbejderne har ret til at kræve individuel lønforhandling. Ofte fastsættes lønnen dog ved kollektiv lønforhandling én gang årligt. Overenskomsterne mellem GLS-A og 3F er, bortset fra entreprenøroverenskomsten, normallønsoverenskomster. Entreprenøroverenskomsten mellem GLS-A og 3F, overenskomsten mellem GLS-A og Dansk Metal samt overenskomsten mellem GLS-A og HK Privat er minimallønsoverenskomster. Gældende lønsatser i henhold til GLS-As overenskomster kan findes her.