Beskatning af julegaver
Julen nærmer sig, hvilket betyder at der på flere arbejdspladser gives julegaver. I den forbindelse er det vigtigt at have styr på beskatningsreglerne.
Tingsgaver
En tingsgave er en fysisk ting som gives i gave. Det kan f.eks. være en gavekurv med vin og chokolade. Hvis en arbejdsgiver tildeler medarbejderen en tingsgave, afhænger beskatningen af gavens størrelse. Ifølge SKAT gælder en beløbsgrænse på 1.200 kr. Denne beløbsgrænse medfører at en arbejdsgiver kan give gaver til en medarbejder for 1.200 kr. årligt, uden at medarbejderen skal betale skat. Giver arbejdsgiveren derimod gaver for mere end 1.200 kr., er udgangspunktet at der skal der betales skat af hele beløbet. I forhold til julegaver gælder der dog en særlig regel. Arbejdsgiveren kan således give en tingsgave for op til 900 kr., uden at medarbejderen skal betale skat heraf. Giver arbejdsgiveren f.eks. en julegave for 900 kr. og en gave til 500 kr. i en anden forbindelse, skal medarbejderen alene betale skat af de 500 kr. Årsagen er at det samlede beløb udgør mere end 1.200 kr., men at julegavebeløbsgrænsen på 900 kr. ikke er overskredet.
Det kan være svært at holde styr på reglerne, og der henvises derfor til SKAT´s hjemmeside, som kan læses her. På hjemmesiden kan ligeledes findes flere eksempler.
Gavekort
Som noget nyt i 2021 er det blevet muligt for arbejdsgiveren at give oplevelsesgavekort i gave til medarbejderen. Oplevelsesgavekort er skattefrie, når de ikke overstiger en værdi af 1.200 kr. Oplevelsesgavekortene kan gives ud over den sædvanlige beløbsgrænse på 1.200 kr. som nævnt ovenfor. Oplevelsesgavekort omfatter f.eks. hotelophold, restaurantbesøg, koncerter og forlystelser. Gavekort til fitnesscentre, spaophold eller kosmetologbehandlinger er derimod ikke omfattet. De præcise regler om oplevelsesgavekort kan ligeledes læses via ovenstående link.
I tre tilfælde er medarbejderen dog klart forpligtet til at betale skat. De tre tilfælde er når:
- Medarbejderen sælger eller bytter gavekortet til kontanter.
- Medarbejderen får et eller flere gavekort, der samlet overstiger 1.200 kr., af samme arbejdsgiver.
- Medarbejderen får gavekort fra flere arbejdsgivere og den samlede værdi er over 1.200 kr.
GLS-A bemærker
GLS-A gør opmærksom på, at man som arbejdsgiver skal indberette gavebeløbet til SKAT, hvis det er en kontantgave, et skattepligtigt gavekort eller hvis gavens værdi i sig selv overstiger 1.200 kr. Det er muligt at trække udgiften til gaven fra i virksomhedens skatteregnskab.
Det er også medarbejderens ansvar at indberette beløbet på medarbejderens årsopgørelse, hvis arbejdsgiveren i løbet af året giver gaver, hvis samlede værdi overskrider 1.200 kroner.