Tilbage til oversigt
24. september 2018

GLS-A og 3F står bag ny storstilet rekrutteringskampagne: Praktikpladser til ”grønne” unge

Unge, der har lyst til at arbejde i den grønne sektor, er sikret kvalificeret praktikpladser, hvis de går i gang med en erhvervsuddannelse som gartner eller jordbrugsmaskinfører.

Sådan lyder opråbet fra den grønne sektors arbejdsgivere og fagforening – GLS-A og 3F – der sammen iværksætter en landsdækkende branding- og rekrutteringskampagne i samarbejde med brancheorganisationerne og erhvervsskolerne.

– Vi har brug for dygtige og kvalificerede medarbejdere og flere faglærte i fremtiden, og de unge vil gerne sikres en praktikplads, når de vælger en erhvervsfaglig uddannelse. Vi håber, at løftet om en kvalificeret praktikplads, vil få flere unge med interesse for det ”grønne område”, til at vælge en uddannelse inden for branchen, siger bestyrelsesformand i GLS-A, Helle Reedtz-Thott.

I 3F er man glad for branchens tilsagn om at sikre kvalificerede praktikpladser:

– Jeg er overbevist om, at garantien om at komme ud i et stærkt, fagligt arbejdsfællesskab på gartnerier og bedrifter og få den praktiske del af sin uddannelse, vil styrke interessen – både blandt de unge og de voksne ufaglærte, som overvejer et uddannelsesløft og evt. et brancheskift, siger Peter K. Holm, formand for 3Fs grønne gruppe.

Kampagnen for at skaffe flere faglærte til de grønne erhverv har i første omgang fokus på uddannelser som hhv. fører af jordbrugsmaskiner og gartner. Interesserede kan finde masser af inspiration og information – relevante videoer, spørgsmål-svar og kontakt-info – på den fælles portal www.workgreen.dk.

Tilbage til oversigt