Praktikanter får nu mulighed for at være i praktik i op til 18 måneder
GLS-A, Landbrug & Fødevarer og 3F indgik tilbage i oktober aftale med Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye om vilkårene for ansættelse af udenlandske praktikanter. Det blev i denne forbindelse aftalt, at praktikperioden skulle udvides fra 12 til 18 måneder.
På baggrund af Venstres og Konservatives opbakning indføres udvidelsen pr. 1. februar 2022. Der kan således gives tilladelse til 18 måneders praktikophold for ansøgninger indgivet fra 1. februar 2022. SIRI oplyser, at også ansøgninger indgivet før 1. februar vil blive behandlet efter de nye regler, såfremt ansøgningen fortsat er verserende, og ansøgningen ændres til en ansøgning om ophold i op til 18 måneder med en gyldig kontrakt vedlagt ansøgningen.
Bestående praktikantforhold kan ligeledes forlænges fra 12 til 18 måneder. Der sker efter ansøgning, og ansøgningen kan tidligst indgives 3 måneder før udløb af den nuværende tilladelse.
De resterende aftaleelementer skal gennemføres ved lovændringer. Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye forventer, at der bliver fremsat et lovforslag medio 2022.