Har I husket APV for hjemme- arbejdspladser?
Mange medarbejdere arbejder i disse dage hjemme for at undgå smittespredning af covid-19.
Arbejdstilsynet fører ikke kontrol i de ansattes private hjem. Til gengæld kan de tilsynsførende kontrollere om hjemmearbejdspladser indgår i virksomhedens APV.
Virksomhedens arbejdspladsvurdering skal også omfatte hjemmearbejdspladser. Før etablering af hjemmearbejdspladser bør virksomheden derfor i samarbejde med arbejdsmiljøorganisationen udarbejde retningslinjer for, hvordan hjemmearbejdspladsen bliver omfattet af virksomhedens sikkerheds- og sundhedsarbejde, herunder arbejdspladsvurderingen.
Hovedreglen er, at arbejdsmiljølovgivningen gælder, når den ansatte udfører arbejde hjemme. Men reglerne om
- arbejdsstedets indretning,
- arbejde ved en computer,
- virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde, og
- hvileperiode og fridøgn
gælder kun i begrænset omfang. Det gælder bl.a. for computerarbejdspladser, når den ansatte arbejder ved en skærm mere end ca. to timer dagligt og (stort set) hver dag. I så fald skal følgende forhold vurderes:
- Arbejdsbord
- Arbejdsstol
- Skærm
- Indlæsnings-/styringsudstyr
- Reflekser og blænding
- Programmel.
Virksomheden bør desuden sammen med sikkerhedsorganisationen vurdere, om der er særlige psykosociale problemer ved den form for hjemmearbejde, der udføres af de ansatte for virksomheden.
Se mere om hjemmearbejdspladser på arbejdstilsynets hjemmeside her.
Eller download branchevejledning om hjemmearbejdspladser her.