Ny bekendtgørelse i kampen for et bedre psykisk arbejdsmiljø
Arbejdstilsynet har for første gang samlet de vigtigste regler om psykisk arbejdsmiljø i én bekendtgørelse. Formålet med den nye bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø er at gøre reglerne tydeligere for arbejdsgivere og medarbejdere, så det fremover vil være lettere at igangsætte et systematisk arbejde med at forebygge problemer i det psykiske arbejdsmiljø.
I bekendtgørelsen kan arbejdsgivere og medarbejdere blandt andet se, hvad der især skal lægges vægt på, når det skal vurderes, om eksempelvis uklare og modstridende krav i arbejdet, stor arbejdsmængde og tidspres eller krænkende handlinger udgør en risiko for sikkerhed eller sundhed.
Arbejdstilsynet vil supplere bekendtgørelsen med tre nye vejledninger til virksomhederne om stor arbejdsmængde og tidspres, uklare krav og modstridende krav i arbejdet, samt høje følelsesmæssige krav i arbejdet med mennesker. Her vil virksomhederne kunne finde hjælp til, hvilke forebyggende tiltag de kan iværksætte for at leve op til reglerne.
Hos GLS-A finder HR- og arbejdsmiljøchef, Anne Marie Hagelskjær Smit, den nye bekendtgørelse for et positivt skridt, “ethvert tiltag der letter arbejdet og gør det mere gennemskueligt for arbejdsgiverne er velkommen. Med den nye bekendtgørelse får vi samlet reglerne, og det hilser vi velkommen i GLS-A”.